:-/ Filmen

Gene er en Meh-emoji. Eller som det ikke så gnidningsfrit oversættes til dansk: ’Tja'. Han er hovedperson i en animeret film, som hovedsageligt foregår inde i en teenagers smartphone. Gene og de andre emojier bor så selvfølgelig i SMSkiltstrup, som SMS-appen så smart bliver kaldt. Men det sted må Gene forlade for en stund, da han har flere følelser end bare tja. Bare ærgerligt, at “Emoji Filmen” selv ikke bliver meget bedre end tja, fuld af doven internethumor og thumbs down brug af product placement.

Men “Emoji Filmen” er nu heller ikke :-(. Den starter stærkt ud med at introducere de forskellige emojis i byen; grine-emojien, de gamle emojis lavet ud af faktiske tegn som kolon og parenteser, der alle går med krykker, og emojien over dem alle, lorte-emojien. På engelsk genialt castet som Sir Patrick Stewart og på dansk, næsten lige så genialt, er det således Paul Hüttel (aka Gyldengrød), der iskoldt lægger fornem stemme til en lort med butterfly og en tyk strøm af lorte-vittigheder.

Niels Olsen og Birthe Neumann gør det ligeledes godt som monotone ’tja'-forældre til Gene med komisk klimaks i en nærmest imponerende flot kærlighedsscene i Instagram-appen, hvor tiden er frosset i et billede af Paris, og de tørt erklærer deres kærlighed for hinanden. Inden besøget i Instagram forsøger de også at finde Gene i YouTube-appen på teenageren Alex’ telefon, men han er selv på eventyr i Spotify, Dropbox, Candy Crush og… Just Dance?

For hvilken teenager har ikke altid sin Just Dance-app ved hånden? Eller We-chat, som vores helte også lige hurtigt ubegrundet besøger på deres vej til Skyen, hvor Gene kan blive en rigtig ’tja'-emoji med hjælp fra den blåhårede hacker Jailbreak. Hun viser således den hurtigste vej til Skyen, der altså går igennem Product Placement Allé med pinligt indsatte mini-opgaver som at spille Candy Crush Saga med Gene som slik eller at danse uden fejl.

Størstedelen af humoren i “Emoji Filmen” beror netop på genkendeligheden ved at se kendte mobilspil, -apps eller emojis blive vækket til live for en kort stund. Men kun få af disse vink ud til publikum er lige så sjove som Facebook, hvor gamle mennesker kun taler om sig selv og det handler mere om, at folk ‘synes om’ en end faktiske venskaber. Resten føles mere kunstigt og corporate-klamt i modsætning til et forbillede som “Lego Filmen”, der legende flettede Ringenes Herre, Batman og Star Wars ind som en sjov del af handlingen. Just Dance er trods alt ikke Ringenes herre. Endnu.