Escape Plan

InstruktionMikael Håfström

MedvirkendeSylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Vinnie Jones, 50 Cent, Amy Ryan, Matt Gerald, Christian Stokes, Lydia Hull, Stephen Warren, David Joseph Martinez, Jim Caviezel

Længde116 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen17/10/2013

Anmeldelse

Escape Plan

2 6
Flashback til 80’erne med to gamle kendinge

Vi er i øjeblikket vidne til en actionbølge med nostalgisk 80’er-længsel. Jeg husker åbenbart det årtis action anderledes ubegejstret end mange andre, men fred være med det. Det kan være sjovt, hvis nostalgien har en ironisk tilgang til originalerne, men “Escape Plan” tager desværre konceptet alvorligt, hvilket allerhøjst bliver ufrivilligt morsomt. Alt andet lige er filmmediet rykket videre siden Sly og Arnies storhedstid i 80’erne.

Ray Breslin har et lidt mærkeligt job. Han bryder ud af fængsler for at vurdere deres sikkerhedsniveau. Han er så god til det, at der tilsyneladende ikke er noget fængsel, der kan holde på ham (som i “The Rock”). I privatlivet må han lide under frygtelige traumer og kan ikke rigtigt åbne sig for den 20 år yngre kvinde, der selvfølgelig er forelsket i ham. En dag dukker en CIA-agent op og tilbyder firmaet enorme summer for at teste et nyt superfængsel, der skal holde særligt “problematiske” fanger (som i “Escape from Absolom” eller “Fortress”). Det foregår selvsagt lidt uden for lovens snævre rammer, men Breslin bider på og befinder sig snart i et enormt kompleks under ledelse af den sadistiske Hobbes (som i “Escape from Alcatraz”). Breslin regner ud, at noget er forkert, men Hobbes reagerer ikke på den kode, der skulle få vores helt ud. I stedet må han alliere sig med Rottmayer, en anti-kapitalistisk hacker (som i “Hackers” eller “Sneakers”), der også befinder sig i fængslet. Sammen må de finde en vej ud. Så langt, så forudsigeligt.

Plottet lyder, som man måske kan fornemme, som noget vi har set før, men hvis man har købt billet til “Escape Plan” for plottets skyld, har man nok misforstået noget. Brutale slåskampe, store eksplosioner og endeløse skudvekslinger, hvor den ene ansigtsløse skurk efter den anden dør i et orgie af blod, er dagens dagsorden. Hvad der på mig virker gudsjammerligt kedeligt. Her er ikke tid til pjat, hvilket er gennemført i hele filmens stil. Actionsekvenserne er rå og uden den mere sofistikerede klipning og koreografi, som man måske kunne forvente af en film fra 2013. Set-designet er minimalistisk, billigt og uden dikkedarer. Rustent metal, jerngitre og glas går igen i hele fængslet. Det gør på sin vis universet mere realistisk, men er ikke synderligt stemningsskabende.

Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger er simpelthen blevet for gamle. Sådan. Nu har jeg sagt det, så kan folk brokke sig, så meget de lyster. Det skal dog siges, at Schwarzenegger faktisk imponerede mig lidt med sit karakterspil. Ikke desto mindre kræver det urealistisk store mængder supension of disbelief at tro på, at disse mænd midt i tresserne kan gennembanke mænd, der er halvt så gamle som dem selv. Vi er ikke helt nået på Seagal-niveau endnu, men vi nærmer os. Jeg ved ikke, om det er en konsekvens heraf, men det irriterer mig også, at filmen insisterer på så meget machismo i sine hovedkarakterer, som den gør. Hvis du skal arbejde så hårdt for at bevise, at du stadig er alfahan, er det måske på tide at trække sig tilbage.

Birollerne går heller ikke ramt forbi i den forbindelse. Jim Caviezel, som den onde, onde fængselsinspektør, er en klassisk kodet homoseksuel skurk. Han har let feminin gestik, er altid ulasteligt klædt, skuler til hovedpersonerne, så man aldrig rigtigt er sikker på, om han vil kysse eller skyde dem, og har selvfølgelig en typisk perverteret hobby: han stikker sommerfugle på nåle. Han er én kliché, som meget gerne måtte være blevet efterladt i 80’erne. Jo mindre sagt om 50 Cents birolle, jo bedre.

Modsat “White House Down”, som jeg anmeldte for en måneds tid siden, så ved man her godt, at historien ikke holder, og derfor bruger man klogeligt energien på actionsekvenserne i stedet for. De er bare ikke mindeværdige nok til at forjage kedsomheden på egen hånd. En alt i alt forglemmelig tømmermandsfilm, som i dén grad skuffer med et filmsprog, der er lige så forældet og afdanket som filmens to stjerner.

Kort om filmen

Ray Breslin (Sylvester Stallone), verdens førende specialist i sikring af fængsler, siger ja til et sidste job: at bryde ud af det hemmelige high-tech bygningsanlæg “The Tomb”. Men da han uberettiget anklages og ender som indsat i et topsikret fængsel, han selv har designet, må han overtale cellekammeraten Emil Rottmayer (Arnold Schwarzenegger) til at hjælpe med en vovet plan, så de kan flygte fra verdens mest flugtsikre fængsel.