Event Horizon
Udgivet 23. jun 2009 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray






Konstateringen af, at “Event Horizon” fra 1997 er instruktør Paul W.S. Andersons bedste film nogensinde, siger nødvendigvis ikke så meget. Manden står bag makværk som “Alien vs. Predator” og “Soldier”, og derfor er det noget af en overraskelse at erfare, at han altså engang havde en vis form for talent og begik en film, der ikke blot var udholdelig, men samtidig vellavet, velspillet og ganske underholdende: “Event Horizon”.

En af filmens absolut største forcer er dens skuespillerbesætning, som vækker minder om Ridley Scotts nærtbeslægtede “Alien”, der ligeledes havde et cast bestående af store talenter frem for bare store navne. Blot det at have folk som Sam Neill, Laurence Fishburne, Kathleen Quinlan og Jason Isaacs med på vognen løfter materialet. En anden af filmens store styrker er musikken: Et sublimt, stemningsmættet score komponeret af afdøde Michael Kamen og den engelske technoduo Orbital. Blandingen af Kamens dystre orkesterlyde og Orbitals elektroniske fiksfakseri komplementerer billederne vældig godt. Filmens imponerende, uhyggelige kulisser får jævnligt nakkehårene til at rejse sig, og størstedelen af filmens 12 år gamle effekter holder stadigvæk godt den dag i dag. Især modelarbejdet er blændende.

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Det eneste markante minus ved den gamle dvd-udgivelses transfer var en mindre dosis edge-enhancement. Man har tydeligvis benyttet den samme master, da man lavede HD-transferet, for glorier optræder også i denne ombæring, og grundet transferets højere opløsning er utilsigtet gryn også tydeligere. Til gengæld er detaljerigdommen også langt, langt større i HD – alt fra de mindste ar på skuespillernes ansigter til de utallige tal på rumskibenes monitorer er tydelige. Snavs optræder heldigvis uhyre sjældent, og billedet er uhyre skarpt. Kontrastgengivelsen er perfekt, og samtlige farvenuancer er lige så kølige eller varme, som de bør være.

Dvd-udgivelsens lydspor var mageløst tilbage i 2006, men BD-udgivelsens Dolby TrueHD 5.1-mix er ikke helt lige så godt som markedets bedste HD-lydspor. Dialogen lyder til tider lidt flad og spids, og slaglydene er kedelige. Det er dog sjældent, jeg har hørt en film udnytte LFE-kanalen lige så godt som “Event Horizon”. Subwooferens dybe rumlen gør blot filmen endnu mere gruopvækkende, og den auditive atmosfære er sædvanligvis enormt ubehagelig – på den fede måde. Panoreringerne er formidable, og ingen af lydsidens elementer overdøves nogensinde.
BD-udgivelsen indeholder nøjagtig det samme ekstramateriale som 2-disk-dvd-udgivelsen af “Event Horizon” fra 2006. Instruktør Paul W.S. Anderson og producer Jeremy Bolt har indtalt et godt kommentarspor. De to mænd er heldigvis ikke bange for at pointere de ting, de ikke synes fungerer, især under filmens sidste, svageste akt. Omtrent halvvejs igennem kommentarsporet begynder der at optræde enkelte pauser, og det er måske også lige lovlig megen teknisk sniksnak, men duoen er velformuleret og både informativ og forfriskende morsom.

Skivens “Secrets”-sektion byder på én slettet scene og to forlængede scener (alle ufærdige), hvor de to sidste ikke byder på lyd, men udelukkende kommentarer fra Anderson. Her får man bl.a. en forklaring på, hvorfor man ikke lavede den forlængede udgave af filmen, som der var tale om for nogle år siden. “The Unseen Event Horizon” byder på to billedsekvenser, der igen ledsages af kommentarer fra Anderson, og som består af delvist ubrugte, flotte koncepttegninger.







“Event Horizon” er en effektiv og stemningsmættet futuristisk skrækfilm, der fungerer fint lige indtil filmens sidste akt, hvor det hele går lige lovlig over gevind. BD-udgivelsens transfer og lydspor imponerer, og ekstramaterialet er velproduceret, informativt og underholdende. Er man fan af filmen, er det bare med at få skiven lagt i indkøbskurven øjeblikkeligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet