Eye in the Sky
Udgivet 3. maj 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
“Eye in the Sky” er en højaktuel krigsfilm, der genopfinder genren og bringer den ind i nutiden. I takt med at soldatens arbejde ændrer sig, er filmen nødt til at følge med. Væk er fortællingen om manden, der drager af sted fra kvinde og barn. Nu forsvarer han sit lands interesser fra en radarbelæsset bunker i ørkenen og kan nå hjem inden spisetid. Væk er våbnene og dødsangsten og med det også spændingen, skulle man tro. “Eye In the Sky” bytter bare med noget bedre: Det konstante spil om etik og moral, der opstår, når dronerne sendes i luften, og du kan dræbe hundreder med et tryk på en knap.
“Eye in the Sky” sætter sin problematik helt på spidsen. Men dramaet føles ikke overgjort. Historien holdes enkel. Briter og amerikanere samarbejder om at anholde nogle topterrorister i et hus i Kenya. Det er high tech-krigsførelse med dronefly og satellitter, og det er kun de lokale kenyanske militærfolk, der risikerer at blive skudt. Alt går efter planen, indtil de slemme mænd og en slem kvinde kører ind i en Al Shabaab-kontrolleret bydel og begynder at rode med bombeveste. Og pludselig sætter en lille pige sin bagerbod op lige i sigtekornet.
Det burde være superkedeligt at se mænd lege med joysticks på en lille skærm og andre mænd diskutere, om legen nu er god i lidt frem-og-tilbage-snak mellem Washington og London. Men “Eye in the Sky” udnytter fornemt sine mange locations og krydsklipper mellem dronebunkeren, Helen Mirrens kommandocentral og Nairobis gader, så spændingen bliver kørt ud til det næsten ulidelige. Formen åbner samtidig op for en helt grundlæggende pointe: Mens ministre og generaler skubber spørgsmålet foran sig over kaffe og vælgermålinger, ender lorten hos den menige soldat, der skal levere død og ødelæggelse uden at ryste på hånden.
“Eye in the Sky” kommer med et godt bud på, hvad der foregår i den strengt fortrolige bunker, hvorfra terrorisme bliver bekæmpet. Men det er ikke kun velmenende diskussion af de etiske konsekvenser af krigsførelse. Gavin Hood har lavet en ferm spændingsfilm, der fungerer på alle niveauer. Rejsen fra Nairobis støv til Londons bonede gulve giver mindelser om “Dr. Strangelove” og den absurde distance til død og ødelæggelse. Bare uden slemme nazister. Vi har kun kontorfolk tilbage.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet