Fame (2009)
Udgivet 8. okt 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Hvad gør man, når man gerne vil malke en ældre hitfilm for yderligere penge. Tja… når man nu allerede har lavet en tv-serie, et storsælgende soundtrack og en musicaludgave, så er der vel kun tilbage at genindspille den oprindelige film, og det er da også præcis, hvad man i denne omgang har valgt at gøre ved “Fame”.
Selve handlingen følger mere eller mindre det samme spor: Vi følger en gruppe unge drømmere i deres fireårige skolegang på den berømte New York City High School of Preforming Arts, hvor de håber på at kunne udvikle deres talenter til en karriere i show business.
Tilbage er de sædvanlige overfladiske teenageproblemer, som vi allerede kender til hudløshed fra utallige andre film, men som næppe vil støde selv de mest religiøse fanatikere. Jeg har ikke noget imod, at man anvender stereotyper – tit kan de hjælpe på orientering i film med store rollebesætninger – men der bliver nød til at være bare den mindste gnist af individuelt liv over dem, hvis vi skal fatte nogen interesse for deres prøvelser. Der er som om, filmen fejlagtigt tror, at hvis den blot lader figurerne optræde nok for os, så vækkes vores empati automatisk.
I stedet trækkes vi gennem adskillige musik- og dansenumre, der er udført med professionalisme og gennemtænkt koreografi, men leveret med omtrent så meget liv og personlighed som et Ikeamøbel. En del af skylden for det falder formodentlig på den debuterende instruktør Kevin Tancharoen, der har en fortid som musikvideoinstruktør for bl.a. Christina Aguilera og Jessica Simpson. Den slags har han muligvis fornemmelse for, men til gengæld lader han til at være fuldstændig blottet for nogen anelse om, hvorfor den oprindelige film fungerede.
Et sjældent lyspunkt er Naturi Naughton, der leverer betydelig liv som en klassisk pianist, der hellere vil synge, og hendes musiknumre er da også blandt de eneste tålelige indslag. Forhåbentlig kommer hun til at arbejde med mere talentfulde mennesker næste gang. Ellers er det bedste ved filmen Kelsey Grammer (fra “Frasier”), der dukker op og har et par gode scener som velovervejet musiklærer, men så uforklarligt forsvinder fra filmen. Han må have læst manuskriptet i mellemtiden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet