Stimen fortsætter

Siden foråret 2008 har SF Film spyttet et tocifret antal “Family Guy”-dvd’er ud på markedet. Der gik i gennemsnit blot et par måneder mellem dvd-udgivelserne af seriens adskillige sæsoner og flere udvalgte specialafsnit. Men efter udgivelsen af føljetonens ottende årgang tilbage i juli 2009 gik maskineriet simpelthen i stå, og først nu har seriens danske fans fået muligheden for at opsnuse den niende sæson af “Family Guy”.

Ventetiden har især været hård, fordi de sidste par sæsoner af “Family Guy” beviste, at serien omsider havde overstået en usund midtvejskrise og igen leverede skarpe jokes og spydig satire i særklasse, ligesom da føljetonen startede tilbage i 1999. Gudskelov er de 15 episoder, som denne udgivelse huser, helt på højde med dem, der blev transmitteret umiddelbart før. Jovist, indimellem er der en punchline, der ikke engang formår at fremtvinge et træk på smilebåndet, og jo, enkelte indslag er alt, alt for lange… Men der er så mange geniale øjeblikke blandt sæsonens 300 minutter, at det bliver let at ignorere så få fejltrin.

Det er sjældent spændende at høre en vits, når man allerede kender pointen, så naturligvis vil jeg ikke løfte sløret for mange af sæsonens sketcher. Men flere af årgangens påfund fortjener at blive fremhævet. I afsnittet “Not All Dogs Go to Heaven” medvirker samtlige skuespillere fra “Star Trek: The Next Generation” i en festlig cadeau til tv-serien, hvori Patrick Stewart bl.a. brokker sig over at skulle bruge et par af sine utallige skillinger på bowlingsko. Eller hvad med den udsøgte latterliggørelse af Stings uforståelige sangstemme i “We Love You Conrad”? Eller den alternative superhelteintrosekvens i “Family Goy”?

Og i åbningsafsnittet, “FOX-y Lady”, bliver familiemoderen Lois hyret af den kontroversielle nyhedskanal FOX News, og i hele episoden leverer “Family Guy”-forfatterne den slags kompromisløse, politiske satire, som den er både kendt og anerkendt for. Både venstre- og højreorienterede står for skud i et afsnit, der fornemt fremhæver småligheden på begge sider af den politiske arena, om end hovedsageligt (og som sædvanligt) på den konservative fløj.

Men sæsonens mest geniale indfald optræder i “Three Kings”, hvori både Richard Dreyfuss og Roy Scheider (som døde kort tid efter optagelserne) spiller sig selv i en smuk cadeau til “Stand By Me”. Scheiders pludselige optræden kommer som et lyn fra en klar himmel, der slår direkte ned i tilskueren og kickstarter lattermusklerne, og duoens mundhuggeri er næsten så sjovt, at det gør ondt. Ja, hvis man er lige så stor filmentusiast, som folkene bag “Family Guy” tydeligvis er, har man mange langvarige latterkramper i vente.

Ligesom de sidste par sæsoner disker den niende af slagsen ikke blot op med en masse grin, men også smuk animation og fabelagtig musik. I afsnittet “Road to the Multiverse” besøger hunden Brian og babyen Stewie en række parallelle universer, som ofte ser meget anderledes ud end deres eget – i det ene ser alt ud, som om det var blevet tegnet af Disneys dygtigste tegnere, og her danser familiens mange medlemmer rundt blandt syngende fugle og talende dyr til tonerne af sangen “It’s a Wonderful Day for Pie”, der lyder nøjagtig som en typisk Disney-evergreen. Det er en utrolig gennemført sekvens på alle leder og kanter. Lad os håbe, at der går mange år endnu, før folkene bag “Family Guy” begynder at løbe tør for deres skægge og særegne ideer.

Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Af uransagelige årsager ser den 9. årgang “Family Guy” ikke lige så godt ud som den foregående. Farvegengivelsen er imponerende – farverne er nøjagtig så varme og kraftige, som de bør være, og kontrasten er også fornem. Billedet er desuden skarpt, og snavs optræder aldrig. Men edge-enhancement forekommer undertiden, og det samme gør ujævne kanter i animationerne. Det lader til at skyldes en fejl under konverteringen af det oprindelige, interlaced videomateriale fra USA, men det er heldigvis sjældent decideret distraherende.

Audio

Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1. Panoreringerne er naturlige og overbevisende, men der er kun få af dem, og atmosfæren er ikke ligefrem overrumplende imponerende. Brugen af subwooferen er tilpas, støj forekommer aldrig, og som sædvanligt udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis.

Ekstramateriale

Der er blevet indtalt kommentarspor til langt de fleste afsnit – endda to til “Road to the Multiverse”. Som sædvanligt udtaler alskens tegnere, skuespillere og producere sig om afsnittene, og kommentarsporene er både informative og underholdende. Udgivelsen huser i alt tre skiver, og den tredje indeholder også næsten 23 minutters ofte morsomme slettede scener, karaoke-udgaver af stort set alle seriens fabelagtige sange (samlet varighed: ca. 38 min.) og dokumentaren “The Road to Road to the Multiverse” (11 min.), som selvsagt gennemgår skabelsen af sæsonens alt i alt smukkeste og sjoveste afsnit, “The Road to the Multiverse”.