En god historie kan altid genfortælles

Der er bøger, der aldrig går af mode. Det er den slags bøger, der filmatiseres igen og igen. I England er forfattere som Jane Austen og Brontë-søstrene tilsyneladende en uudtømmelig kilde til film og tv-serier. Hvor mange udgaver af “Stolthed og Fordom” er vi ikke efterhånden oppe på? Nu har vores egen Thomas Vinterberg kastet sig over en roman af lignende støbning – Thomas Hardys “Far From The Madding Crowd” fra 1874. Det er blevet til et smukt, intimt portræt af en usædvanlig kvinde, som nok skal holde eventuelle abstinenserne på afstand, indtil den næste uundgåelige Jane Austen-filmatisering ankommer.

Det er ikke første gang, at Thomas Hardys klassiker er blevet overført til det store lærred. Mest nævneværdig er John Schlesingers udgave fra 1967 med Julie Christie i hovedrollen som Bathsheba Everdene. En viljestærk, intelligent og uregerlig kvinde fra 1800-tallets victorianske England, der sagtens tåler sammenligning med Elizabeth Bennet, heltinden fra “Stolthed og Fordom” – og som i øvrigt har lagt efternavn til selveste Katniss fra “The Hunger Games”. Bathsheba er i den usædvanlige situation, at hun har arvet en gård fra sin onkel. Derfor behøver hun ikke tage en mand for at klare sig økonomisk. Bejlerne står ikke desto mindre i kø, og Bathsheba bliver med tiden mindre afvisende over for de mange tilnærmelser.

Thomas Vinterberg har castet Carey Mulligan til rollen. Dermed kan hun skrive endnu en dansk instruktør på sin efterhånden imponerende liste over samarbejdspartnere. Hun har tidligere med stor succes medvirket i Lone Scherfigs “An Education” og Nicolas Winding Refns “Drive”. Da Refn castede Mulligan til “Drive”, sagde han, at hun var typen, man følte en trang til at beskytte. Måske har Vinterberg set noget af det samme. For netop det karaktertræk giver Mulligans portræt af Bathsheba Everdene et ekstra lag.

Hun formår at føje nuancer af skrøbelighed og naivitet til den stærke kvindeskikkelse, der trodser tidens normer. Mest markant i den scene, hvor hun for alvor skal sætte sig i respekt på den gård, hun har arvet fra sin onkel. Det bliver aldrig endimensionelt. Selv den stærkeste beslutsomhed er ledsaget af en smule usikkerhed. Sådan må det være, når man trodser et konservativt samfunds indgroede fordomme om, hvad det vil sige at være kvinde.

Schlesingers version var en episk sværvægter på næsten tre timer. Vinterbergs udgave er godt en time kortere og på mange måder en mere intim fortælling. Det er Bathsheba, der er i centrum. Hendes tre bejlere står derimod mindre klart i billedet. Michael Sheens karakter er svagt tegnet og fremstår blot som en lettere komisk hulke-prins, der konstant er ved at bryde i gråd over diverse romantiske afslag. Tom Sturridge er mere interessant som soldatercharlatan med pornooverskæg. Det er svært ikke at småfnise, når han svinger sit sværd foran næsen på Mulligan som et overtydeligt fallossymbol. Belgiske Matthias Schoenaerts er dog den af bejlerne, Vinterberg går tættest på. Hans loyalitet og anstændighed understreges gang på gang. Som da han ene mand redder Bathshebas lade fra at gå til grunde i en brand. Eller da han ene mand beskytter høsten mod et voldsomt uvejr. Der er ikke just den store tvivl om, hvem af de tre bejlere, der skal heppes på.