Til tider er det svært ikke at knibe øjnene sammen under “Farvel Bafana”. Ikke fordi filmen, der omhandler det umenneskelige og heldigvis opløste Sydafrikanske apartheidstyre, indeholder grusomme eller chokerende billeder… Tværtimod er det faktisk en forholdsvis fredsommelig film, som synes ideel til undervisning af ukritiske teenagere med begrænset kendskab til regionens historie. Det er nærmere bestemt de få gange, instruktør Bille Augusts navn dukker op, at man får lyst til at kigge bort. Det er simpelthen hårdt at acceptere, at den Oscar-belønnede filmmager, hvis internationale succes i 90’erne gjorde ham til folkets kunstneriske kæledægge, er forfaldet til den slags traditionelle melodrama, der gennemsyrer hans seneste produktion.

Joseph Fiennes spiller fængselsvagten James Gregory, der forfattede bogen, som filmen er baseret på. I årevis var han ansvarlig for den fængselsafdeling, hvor selveste Nelson Mandela (Dennis Haysbert) befandt sig. James boede sammen med sin bedårende kone, Gloria (Diane Kruger), og deres to børn, og ligesom størstedelen af befolkningen var familien overbevist om, at alle sorte indbyggere var nederdrægtige terrorister. Men som årene gik, begyndte James at åbne op over for den respektindgydende Mandela og hans unikke ideologier.

Det lyder umiddelbart som den perfekte opskrift på en solid, medrivende Oscar-basker. Filmen beretter om en af verdenshistoriens mest elskede, betydningsfulde skikkelser, ødelæggelsen af et af tidens mest afskyelige diktaturer og menneskets evne til at konfrontere vidtrækkende uretfærdighed og skrinlægge gale fordomme. Men for en film, der er baseret på en sand historie, føles “Farvel Bafana” overordentlig falsk. Den er propfyldt med pompøse, verdensfjerne karakterer og ekstreme tilfælde, der trodser al logik. I Sydafrika behøver man f.eks. aldrig at notere sig, hvornår nyhederne begynder, fordi uanset hvornår radioen eller flimmerkassen tændes, er nyhedsoplæserne netop mødt op på arbejde.

James’ børn synes også at være midt i orkanens øje, uanset hvornår ubehagligheder indtræffer. De fisker, lige før en gruppe sorte fanger passerer, mens de piskes af fængselsbetjentene, og de begiver sig ned ad en gade, få sekunder før talrige uskyldige civile overfaldes og tæves af ordensmagten. Det er ærlig talt svært ikke at føle sig en anelse fornærmet, fordi børnene tydeligvis bruges som et middel til at styrke intensiteten og skære tingene ud i pap for publikum, og det er et typisk og dovent filmisk virkemiddel, som det bestemt ikke klæder en hærdet instruktør som August at benytte sig af. Og det er langtfra det eneste tegn på, at filmmagerne har sigtet efter laveste fællesnævner.

Ligesom i “Blood Diamond” får man ofte en fornemmelse af, at et alvorligt afrikansk dilemma er blevet trivialiseret for at gøre filmen mere letfordøjelig. Størstedelen af persongalleriet er overraskende overfladisk, plotforløbet er uhyre ujævnt, og dialogen fremtræder ofte gumpetung. Der er heller ikke blevet sparet på den henrivende strygermusik eller de intense nærbilleder af folk med skælvende læber. Alt er bare så nydeligt, poleret og børnevenligt, og det er synd, for en barsk, storslået og hårdhudet fortælling om Mandelas kamp for retfærdighed ville klart have været at foretrække.

Overraskende er det også, at den tyske, forhenværende supermodel Diane Kruger er fuldstændig troværdig som den flittige husmor, Gloria. Men filmen tilhører altså Fiennes og Haysbert, som begge leverer varen på trods af, at de ikke har meget at gøre godt med. Alt fra Mandelas accent til den forhenværende præsidents kropssprog har Haysbert godt styr på, og det er især derfor ærgerligt, at han ikke får megen spilletid. Det får Fiennes til gengæld, og den undervurderede aktør er som sædvanligt brillant. Det er udelukkende Fiennes skyld, at karakterens transformation fra racist til pacifist virker troværdig, og det er takket være de to skuespillere, at filmen alligevel en gang imellem formår at bevæge.

Hvis man endelig vil se en film, der på nuanceret og interessant vis skildrer apartheid, så er den ligeledes autentiske og vældig underholdende “Stander” langt bedre. Den omhandler en desillusioneret politiofficer, som sætter sig for at røve Sydafrikas banker for at demonstrere, hvor let det er for de hvide at slippe af sted med lumske ugerninger. At en film som “Stander”, der i høj grad prioriterer humor og spænding frem for følelsesmættet drama, formår at være langt mere inspirerende og opløftende end “Farvel Bafana”, siger en del.