Den eksotisk korrekte bjørn

Guldbjørnen – den næstmest prestigefyldte festivalpris inden for filmens verden, uddeles hvert år i Berlin og er i de senere år gået til en særlig type film. Nyskabende og originale påfund inden for filmmediet fylder ganske lidt, når juryen skal uddele sin pris. Det er derimod afgørende, at filmene bærer et politisk korrekt budskab indpakket i en eksotisk ramme, som vi har set det med vinderne fra 2007 og 2008: “Tuyas ægteskab” og “Tropa de Elite”. 2009-vinderen “Faustas perler” er nu ankommet til de danske biografer, og med sin peruvianske geografi og bearbejdning af borgerkrigstraumer forlænger den umiddelbart den berlinske tradition.

Til en fortidsoplysende klagesang om, hvordan hun blev voldtaget under den peruvianske borgerkrig, ånder Faustas mor ud. Ifølge gammel overtro har Fausta arvet moderens sorg igennem hendes brystmælk – en sorgens mælk. Så alt imens resten af familien lever af at arrangere glade bryllupper, så lever Fausta i konstant frygt for at skulle dele skæbne med sin mor og har derfor som forsvarsværn skubbet en kartoffel op i sin livmoder. Men moderens død tvinger Fausta til at konfrontere livet for at tjene til en værdig begravelse, hvilket hun gør som husholderske for overklassekvinden Aida. Forholdet imellem de to kvinder udvikler sig gensidigt fordelagtigt, idet Faustas klagesange inspirerer komponisten Aida, hvorfor Fausta belønnes med en perle pr. sang. Men spørgsmålet er, om de frygtbearbejdende perlesange kan skubbe den frygtsomme kartoffel ud?

Og ja, “Faustas perler” er både eksotisk i kraft af sit inkalandskab og politisk korrekt i form af det underspillede opgør med de peruvianske oprørsgrupper fra 1980’erne og deres frygtsomme hærgen af landet. Men man bliver ikke klog på et mørkt og tumultarisk kapitel af Perus historie ved at se denne film – derimod bør man være klog på forhånd på Peru for overhovedet at kunne mobilisere det mindste engagement i den triste ikke-historie, det er at følge Fausta og hendes voldsomme frygt for livet. Der gives simpelthen for få ledetråde til at forstå og indleve sig i de grusomme overgreb, den døde mor blev udsat for, og som har sat sig så voldsomme spor hos stakkels kartoffelbarrikaderede Fausta.

Heller ikke det klassestridende forhold til komponisten Aida bliver andet end et sært perifert kuriosum i en alt for intern peruviansk fortælling. Helt fint, at Fausta bearbejder sin frygt og sorg ved at sætte syngende ord på sine tanker, men hvad rolle, klassehistorien med Aida og perlerne spiller i dette, bliver aldrig klart eller måske bare ikke så vedkommende, at man gider finde ud af det. Og hvorfor er det i grunden kun Fausta, der i familien er ramt af denne enorme frygt for livet? Vi ved det ikke, hvilket mest af alt får Fausta til at fremstå som en hysterisk inkapige frem for den sorgbearbejdende symbolfigur, hun givet skulle foregive at være.

Filmens anden og radikalt anderledes del fokuserer på familiens transportable bryllupsarrangementer, der viser en række absurde drømmebryllupper, der som paradoksale tableauer udspiller sig i fattigt nedslidte omgivelser. Humoren og varmen er her kolossal og giver smilebåndet en tiltrængt aktivering og pause fra Faustas triste betonfjæs. Herligt er det her at se, at den dunkle fortid og de hårdtprøvede omgivelser ikke skal sætte en stopper for elskendes drømmebryllupper, hvor der naturligvis også tages bryllupsbilleder med det glade par foran en paradislignende naturbaggrund. At paradiset så er et aftryk, og vi kan se det rigtige ørkensløse peruvianske bagtæppe bagved, gør ikke bryllupslykken mindre eller vores smil for den sags skyld.