Fidibus
Udgivet 11. okt 2006 | Af: Benway | Set i biografen
“Fidibus” markerer Hella Joofs tredje spillefilm efter publikumssucceserne “En kort en lang” og “Oh Happy Day”. Med “Fidibus” er hun trådt ind i et mere amerikansk tegneserieunivers, hvor karikaturerne er trukket særdeles skarpt op, og hvor de mere kloge narrer de mindre kloge. Filmen er også en satirisk kærlighedserklæring til Christiania og hashmiljøet omkring det. Ifølge forfatterne er de fleste episoder i “Fidibus” inspireret af virkelige begivenheder, som her blot er rodet sammen til en stor pærevælling af bizarre hændelser. Når man ser filmen, er det dog svært ikke at få den mistanke, at disse “virkelige begivenheder” er den slags røverhistorier som man hører fra venners venner. I dette miljø er man ikke dårlig betaler ret længe, og afdragsordninger er ensbetydende med, at man mister et lem af gangen. I “Fidibus” er al denne brutalitet dog anlagt komisk, og det er kun de virkelig utiltalende, der kommer galt af sted for alvor.
Som Paten er Jokeren ganske udmærket, selvom han på sin vis bare spiller sig selv. Mere anonyme er Jonathan Spang og Rudi Köhnke (Allans barndomsven i “Nordkraft”). De er begge habile, men deres materiale er en del mindre sjovt. For eksempel bliver Jonathan Spangs tilbagevendende vits om sin omskæring hurtigt ret trættende.
“Fidibus” giver nogle gode grin undervejs, men historien tager sig lige lovlig god tid til at blive foldet ud, i betragtning af hvor forudsigelig den er. Handlingen er i det hele taget temmelig tyndbenet til en hel spillefilm og særlig slutningen føles meget forjaget og ufuldstændig. De meget distancerede og karikerede personer gør det også svært at føle den store interesse for deres udvikling. Til gengæld skal filmen have ros for at turde forsøge sig med nogle mindre kendte ansigter, og for ikke at ligne alt det andet. Det er bare en skam, den heller ikke ligner noget rigtig godt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet