Hvordan spoler man?

Jeg har aldrig tidligere set en pornofilm fra start til slut. Det har jeg nu. Jeg havde ellers lyst til at spole flere gange, da jeg så “Fifty Shades of Grey”. Den populære bogfranchise har solgt millioner af bøger, men også fået efterspørgslen til at stige på dildoer, håndjern og piske i S/M-liderlighedens navn. Men selv hvis jeg kunne få lov at spole i biografen, så er der ingen pornografiske højdepunkter at spole frem til. Hverken pik, sæd eller forløsning, kun pigebid i underlæben samt en kærlighedshistorie, der er det eneste stive på lærredet.

Det begynder til tonerne af Annie Lennox’ stripperlumre “I Put A Spell On You”. Den kontrollerede rigmand Christian Grey klæder sig sirligt på fra sin grå garderobe kun brudt af hvide skjorter og sorte sko. Han minder lidt om Patrick Bateman fra “American Psycho”, en slesk businesstype. Anastasia har pjusket pandehår, læser romantisk litteratur og skal interviewe Grey på hans kontor. Hun snubler på vej ind. Hun har ellers meddelt sin blonde roommate, at Grey slet ikke er hendes type. Alligevel er hun nervøs. Hun spørger, om han har et hjerte. Det mener han ikke, han har. Han skal virke kold, arrogant, bad. Hun sutter på en blyant, hvor der står Grey på. Alt foregår i nærbilleder. Efter få minutters interview siger de farvel i elevatoren: ”Christian,” siger hun, ”Anastasia,” siger han. Sådan er “Fifty Shades of Grey”.

Jeg springer lige over kapitlet, hvor han opsøger hende på jobbet hos isenkrammeren for at købe reb og tape, men ikke overtrækstøj. Han skal bruge det uden tøj på, forstås det. Men springer i stedet til første date, hvor hun bliver hentet af privatchauffør. Drømmeprinsen venter på taget. De skal flyve i helikopter. Han strammer hendes sele godt, sådan noget kan han godt lide. Og så flyver de. Det er helt vildt romantisk, forklarer Ellie Gouldings ledsagende montagemusik med titlen “Love Me Like You Do”. Alt spiller for Ana.

Men. Der er jo altid et irriterende ‘men’ i kandiseventyr på dåse. Det er også irriterende her. Christian er jo kold, han elsker ikke folk, han dater ikke piger, som normale fyre gør det, siger han. Det vil jeg nu gerne stille spørgsmålstegn ved, eftersom han næsten ikke gør andet i to timer end at være romantisk fyr, der arrangerer helikoptertur, svæveflyvetur, smiler sødt, spørger betænksomt, giver dyre gaver, taler følsomt om sin mystiske fortid og elsker blidt i missionær på Anas første gang. Nuvel, foruden det kan han åbenbart ikke lide at være en blid fyr. Det siger han en del gange. Han kan kun lide at kneppe hårdt og koldt. I det røde rum. Her gemmer han alt godt udstyr fra stalden og fængslet. Hun tvivler på, det er noget for hende. Men så bryder han pludselig ind i hendes lejlighed med isterninger og hvidvin, binder hendes arme med et gråt slips og slikker hende blidt. Hold fast, hvor er han kold og kynisk. Tænk sådan at begå indbrud.

Perverteret sex er ellers et emne, der er lavet flere gode film over. Som regel bliver det grimt. Som i “Shame”, hvor Michael Fassbender som sexafhængig knepper sig til sin egen undergang, eller i Lars von Triers “Nymphomaniac”, der flabet hylder alskens fetishsex fra gangbang til hårde smæk. “Fifty Shades of Grey” er en lillepiget småborgerfantasi, hvor støn, gisp og bid i læben er så vildt, som det bliver. Og hvor fantasien rækker til en rig fyr i jakkesæt med helikopter og hurtige biler, og som spiller på sort piano efter han har elsket. Undskyld, kneppet som en helt vildt kold fyr, der bare slet ikke kan lide romantik. Siger han.