Flaskepost med endnu en Psykopat

Jeg har endnu ikke læst en “Afdeling Q”-krimi. Det bliver heller ikke denne tredje Jussi Adler-Olsen-filmatisering, der får mig i gang med at læse. For selv om instruktøren er ny, så er universet det samme simple. For simpelt. Morderen er igen psykopat med stort P. Fang ham, så er problemet løst. Sådan var det med staklen fra børnehjemmet i “Kvinden i buret”. Og med overklassemorderne fra kostskolen i “Fasandræberne”. Den nye, simple psykopat er blevet bims af en religiøs opvækst. Han skal stoppes, så middelklassen kan sove trygt med en Jussi-krimi som godnatlæsning.

Hvad den nye psykopats plan egentlig går ud på, er ret uklart. Derfor må perifære plot-betjente da også adskillige gange undervejs berettiget spørge, hvad der foregår. Så kan Carl Mørck med et konstant undrende blik serveret af Nikolaj Lie Kaas forklare den tvivlsomme sammenhæng. Men det er altså noget med, at endnu en hvid, hetero mandepsykopat bortfører børn fra kristne fanatikere og gør slemme ting ved dem. Og vist også deres forældre. Og også politiet, hvis det lige netop er Carl Mørck, det drejer sig om. Det er sådan set også lige meget. For “Flaskepost fra P” koncentrerer sig kun om at gøre det klart, at skurken er en skidt fyr, der skal fanges. Videre.

Hvis du er i tvivl, om skurken er en skidt fyr, så har han ligesom i “Fasandræberne” håret trukket tilbage, imens han kniber sine skumle øjne sammen. Han kører naturligvis også i en fed bil og slår ihjel med en skarp saks. Det skal han forhindres i. Det sker, da Mørck og Assad får serveret en gammel flaskepost, der bare skriger: religiøs sekt. Samme dag forsvinder to børn fra et religiøst hjem. Tilfældigt?

Det tilfælde forsøger ny mand på instruktørposten, norske Hans Petter Moland, at gøre til en klog diskussion om tro og religion. Sådan lidt “True Detective”-agtigt. Den troende Assad tror ikke, at det skete tilfældigt. Der er en mening med det hele. Det første er jeg enig med Assad i. Det skete ikke tilfældigt. Men det er ikke Guds værk, men derimod et dovent plot. Endnu engang går det hele for let for de to. Spor vælter frem, når de har brug for dem, selv om det egentlig aldrig er krimispændende, fordi psykopaten som i “Fasandræberne” bliver udpeget fra begyndelsen. Så var der trods alt lidt mere sjov ved at gætte med til det sidste i “Kvinden i buret”.

Det eneste, der gør denne tredje omgang “Find en morder” bedre end den dræbende sidste, er, at Assad er blevet sidestillet med Mørck. Han er det menneskelige modspil til Mørck. Hvad Woody Harrelson var for McConaughey i “True Detective”. Det bedste ved “Flaskepost fra P” er, når det bare er de to. I bilen. Snakker. Er uenige. Om religion og meningen med det hele. Og Assad har altså en pointe: Mørcks work-life balance er kronisk i ubalance. Desværre udforskes det sjældent, da den kedelige mordsag kræver opmærksomheden. Karrieren over livet. På den måde er “Flaskepost fra P” også i ubalance.