Flugten
At få succes og berømmelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man bliver et bedre og mere givende menneske – måske snarere det modsatte: Ikke sjældent oplever man, at dem, der har mindst, er de mest selvopofrende, hvorimod dem, der har haft mere held i sprøjten, blot er blevet angste for at miste det opnåede.
Som filmen starter, møder vi Rikke Lyngvig i Iben Hjejles skikkelse. Rikke er udsendt rapporter i Afghanistan, men når dog knap nok at sige fire replikker, før en lille terrorgruppe kidnapper hende og truer med at dræbe hende, hvis ikke de danske soldater trækkes ud af landet. Strategien er ikke så overraskende fuldstændig ineffektiv (hvilket dog underligt nok kommer bag på gruppens leder), så de tager skrappere midler i brug, og hun underkastes brutal tortur. Det bliver dog for meget for den unge Nazir, der hjælper Rikke med at flygte, men insisterer på, at hun ikke må sige, hun blev hjulpet, da terroristerne så vil straffe ham.
“Flugten”, der er baseret på Olav Hergals roman “Flygtningen”, er delvis en thriller og dels et drama og har så absolut mere succes med det sidste end det første. Som filmen begynder, og Rikke bliver gidsel, befinder vi os i meget velkendte rammer, og den uundgåelige sammenligning med andre film falder ikke ligefrem ud til “Flugten”s fordel. De farverige lokationer ligner mere billeder fra et feriekatalog end en passende kulisse til så dramatiske scener, og Rikke selv forbliver bizart velsoigneret trods de ellers så grumme omstændigheder. Som handlingen flyttes til Danmark, og fokus lægges på eftervirkningerne af gidseldramaet, bliver historien imidlertid langt mere velfungerende, og filmen formår at vække interesse for både Rikke og Nazirs skæbne.
At filmens sigte også er politisk, efterledes man ikke i megen tvivl om, og filmen borer ikke mindst i flygtningepolitikken samt den pinlige sag om de irakiske tolke. Hvem, de forskellige partier og aviser refererer til, efterlades man heller aldrig i tvivl om, hvilket på sin vis også er helt befriende, eftersom filmen er helt åbenhjertig omkring sine sympatier. Budskaberne hører for det meste til de politisk korrekte artigheder, hvilket dog ikke forhindrer dem i at være fuldstændigt rigtige, men særlig provokerende kan man ikke ligefrem kalde den.
Iben Hjejle er ingen Trine Dyrholm, men gør dog en god figur i hovedrollen og ydes effektivt modspil af Lars Mikkelsen som en gift mand, hun har en affære med, og som skiftevis bliver moralsk og snusfornuftig rådgiver. Til gengæld forbliver Faegh Zamanis rolle som Nazir på skitseplanet. Som et politisk ladet melodrama med noget på hjerte er “Flugten” dog en ganske habil film med solidt håndværk, og ikke mindst adskillige effektive scener i den sidste halvdel formår at trække en lidt svag første del op. Som filmens sidste øjeblikke ruller over lærredet, trækkes der en stærk og utvetydig parallel til de dansk-jødiske flygtninge under anden verdenskrig. Tingene er sandelig blevet meget anderledes siden den gang.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
