Macheten svinges igen

Det er efterhånden meget lang tid siden, at årstallet var 1980, og den første “Fredag den 13.”-film havde premiere. Tidsafstanden i filmuniverset er ikke mindst stor, når man i dag kigger tilbage på den film og ser den i et noget andet lys, end hvordan den virkede dengang.

Den var mest af alt en temmelig skamløs efterligning af John Carpenters langt bedre “Halloween”, som den ganske vist ikke på nogen måde kunne matche i kvalitet, men som den til gengæld overgik i synligt blod og lemlæstelser. Dengang blev den hurtigt et teen-hit, som utallige nysgerrige flokkedes til, og siden på vhs blev den en af den slags film, som man udfordrede hinanden til at turde se.

Nu adskillelige år senere er slasher-formularen velkendt til hudløshed. Værker som “Scream” har parodieret dens konventioner, hvorimod filmserier som “Saw” og “Hostel” for længst har passeret den i sadisme og legemsdelsafhugninger. Hvis den første film i dag huskes for noget, er det primært for at have startet serien samt for at have en meget ung Kevin Bacon på rollelisten. Den ikoniske Jason med ishockeymasken og den trofaste machete blev derimod først introduceret i de senere film. I den første var det hans mor, der stod for alle likvideringerne, og hun var faktisk – i hvert fald i undertegnendes øjne – en del mere foruroligende end Jason selv.

Efter godt og vel ti film, hvor Jason har været på tur i bl.a. Manhattan, rummet og helvede, og hvorigennem han er blevet stukket ned, spiddet, sprunget i luften, smeltet samt tilsyneladende dræbt et utal af gange, er serien nu tilsyneladende nået et nyt punkt og får med denne film et reboot af en slags. Filmen er dog ikke en direkte genindspilning af den oprindelige film, hvis begivenheder vi kun ser udspille sig i korte glimt i løbet af de første par minutter. Herefter følger vi en gruppe unge, der snart kommer til at fortryde, at de har valgt Crystal Lake som feriested.

Filmen er instrueret af Marcus Nispel, som også stod bag genindspilningen af “The Texas Chainsaw Massacre”, og som også går til projektet med et grundlæggende godt håndværk og en rimelig god fornemmelse af, hvordan man giver sit publikum et chok. Subtilitet kan man dog ikke anklage ham for, og inden det første kvarter er gået, er der allerede blevet likvideret omtrent ligeså mange unge mennesker som i hele den første film. Det er ikke det, at mordene er udført dårligt – de er såmænd bedre håndteret end i de fleste andre film fra serien, hvilket dog ikke siger frygteligt meget – men når der skal onduleres en naiv sjæl pr. femte minut, begynder ens træthed af gentagelserne hurtigt at sætte ind. Man kan snart sætte ur efter dem: Teenager kigger efter noget – falsk alarm – teenager kigger igen – omtrent fem sekunders stilhed – bum! machete i hovedet.