Nazisternes fjende

Det her er en hyldest til det exceptionelle individ. Helt specifikt er det et kærlighedsbrev til Fritz Bauer, en yderst kontroversiel og storrygende statsanklager, der retsforfulgte nazister i efterkrigstiden. “Fritz Bauer: En fjende af staten” formår uden problemer at male et nært portræt af en fascinerende og vigtig mand, men har desværre også med en brat slutning, der ikke yder det her exceptionelle individ retfærdighed.

Før Det tredje rige endeligt brød sammen ved slutningen af 2. verdenskrig, købte en stor del af nazitoppen en enkeltbillet ud af kontinentet. Men her i halvtredserne, hvor “Fritz Bauer” udspiller sig, er verden stadig fyldt med landflygtige nazister. Mennesker som Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag jødeudryddelsen, , der mageligt levede sit liv i Sydamerika som en anden Mogens Amdi Pedersen. Nazister er nemme skurke og Eichmann behøver ikke lang tid på at forklare, at det store problem med Holocaust var, at det ikke slog nok jøder ihjel, før jeg aktivt ønskede ham fanget.
 
Den eneste mand, der kan hente dem hjem til retsforfølgelse, er den karismatiske statsanklager, Fritz Bauer. Desværre for ham er det vesttyske statsapparat imidlertid hjem til et omfattende netværk af tidligere nazister, som vil lade fortid være fortid. Derfra er der dømt skyggespil i bedste John le Carré-stil a la “Dame, konge, es, spion”, hvor information og misinformation i hemmelighed byttes, købes og sælges over whisky i røgfyldte rum med sparsom belysning.

Hvor andre nye tyske film som “Phoenix” og “Tavshedens labyrint” ser nærmere på det tyske folks skyld og ansvar i nazitiden, så har “Fritz Bauer: En fjende af staten” sine øjne solidt plantet på Fritz Bauer selv. Han var en storrygende, stædig og i hemmelighed homoseksuel statsanklager, der brugte sit arbejdsliv på at retsforfølge nogen af historiens største krigsforbrydere. Filmskaberne har ikke været i tvivl om, hvilke kort de har haft på hånden. Deres es er Burghart Klaußner i titelrollen. Han gør Bauer-rollen til et portræt af en fejlbarlig, men også modig mand, der indædt kæmpede for, hvad han troede på. At fange de skyldige.

Desværre flyver Fritz Bauer ikke solo. De fleste andre karakterer er flade som et stykke A4-papir. Særligt de hemmelige nazister i regeringen er kun et tyndt overskæg og en monokel væk fra at være en tegneserie-skurk. Det største problem er imidlertid Karl Angermanns historie. Fritz Bauers ven og hjælper, der af uransagelige årsager er iscenesat som en anden Humphrey Bogart i en film noir. Komplet med blinkende neonskilte, et soundtrack med ensom saxofon og en forførende kvinde, der kun kunne havde været mere åbenlys, hvis ordene ‘femme fatale’ var trykt på hendes kjole, ender det hele med at virke mere som en gimmick. Som en forstyrrende fjende af “Fritz Bauer: En fjende af staten”.