Nixons knockout

De fleste kender historien om Watergate-skandalen, hvor de to Washington Post-journalister Bob Woodward og Carl Bernstein afslørede et indbrud i den Demokratiske Nationalkomité. Det var en korruptionsskandale, der rystede det politiske system i USA i sin grundvold og tvang den daværende præsident, Richard M. Nixon, til at træde tilbage. Hvad mange nok ikke kan huske, er de historiske interviews, der blev sat i scene tre år senere af den britiske journalist David Frost i håb om at få Nixon til at erkende sin indblanding i skandalen og undskylde sine kriminelle handlinger over for det amerikanske folk. Dette prøver instruktøren Ron Howard nu at råde bod på med sin nye film “Frost/Nixon”, et dramatiseret stykke politisk historie i Hollywoodklæder, der er en tidlig kandidat til en af årets allerbedste film.

Umiddelbart burde det ikke kunne lade sig gøre. At lave en Hollywoodfilm om et politisk interview, der strækker sig over mere end 28 timer, lyder som kunstnerisk selvmord og en økonomisk fiasko. En nichéfilm, der kun vil tiltrække statskundskabstuderende og USA-kyndige til billetlugerne. Fakta er dog, at filmen er blevet et gedigent seer- og kritikerhit på den anden side af Atlanten og har sågar chancen for at hive en af de eftertragtede Oscarstatuetter i hus den 22. februar. Men hvad er det så, der fungerer så fremragende i dette dokumentariserede drama? Hvad er skyld i, at denne film får seeren til at sidde naglet fast til biografsædet og ikke, som man kunne frygte, efterlader én døsig med blikket konstant fæstnet på uret?

Et af svarene ligger i filmens tagline: ”En historisk duel om sandheden.” Hele filmens narrative struktur er på mange måder bygget op som en boksekamp, hvor vi i det ene ringhjørne har den erfarne sværvægter i politisk spin og håndtering af pressen, Richard Nixon, klar til at give en kæberasler til den celebre talkshowvært David Frost, som hurtigt bliver trængt op i en krog af sin manipulerende og retorisk begavede modstander. Det er den ældgamle historie om lilleputten mod kæmpen, David (Frost) mod Goliat. Journalisten har alle odds imod sig, men trækker sig i sidste ende ud af kampen som sejrsherre. Filmen bliver altså en duel om sandheden – en sandhed, som Nixon nødigt vil give fra sig, og som Frost ihærdigt prøver at få ud af ham, og det er her, en af filmens største styrker ligger.

Som i en klassisk western bygger “Frost/Nixon” konstant op til det afgørende slag. Vi følger vores helts kvaler med at få interviewet i hus, og vi ser ham blive godt og grundigt tværet ud i de første par interviews for til sidst at rejse sig fra asken og fange Nixon med paraderne godt og grundigt sænket. Det er medrivende, underholdende og fantastisk godt skruet sammen, og især de adskillige krydsklipninger mellem Frost og Nixon øger intensiteten og resulterer i en film, der på papiret lyder en anelse tør, men faktisk er en spændende og medrivende fortælling om den undertippede journalist, som bankede det sidste søm i Nixons kiste.

Det havde været nemt at dæmonisere Nixon og gøre Frost til en slags sandhedshelgen, men denne faldgrube går Ron Howard heldigvis en stor bue uden om. Verden er ikke sort og hvid, og Nixon var ikke kun en crook. Han var en yderst intelligent politiker, der besad en god portion humor og inderligt fortrød, at han havde svigtet den amerikanske befolkning. På samme måde er David Frosts intentioner heller ikke kun idealistiske. Han tænker i høj grad også på seertal og cool cash, og netop disse nuancer styrker filmens autenticitet og gør de to modstandere vedkommende og komplekse. Michael Sheen er fremragende i rollen som David Frost, men filmens mest funklende stjerne er dog Frank Langella, der i rollen som Nixon leverer et af de bedste portrætter af en amerikansk præsident nogensinde. Hans præstation er så skræmmende autentisk, at man ikke et øjeblik bliver mindet om, at det ikke er den rigtige Nixon, man ser foran sig. En Oscar for bedste mandlige hovedrolle burde være selvskrevet.