Disney tøer op

Man er lovligt undskyldt, hvis man som jeg på forhånd havde afskrevet “Frost” som en iskold marketingkampagne for nyt Disney-legetøj op til jul. Men intet kan være længere fra sandheden, for “Frost” er ikke bare en god animationsfilm, ikke bare en god Disney-film, det er meget muligt den bedste Disney-film siden “Mulan”. At et rensdyr og en talende snemand har fyldt så meget i promoveringen af filmen er en skam, for det kunne meget vel betyde, at alle os uden børn, der alligevel tager ind og ser animationsfilm, kunne finde på at springe “Frost” over. Læs derfor videre og tillad mig at give en varm anbefaling!

Løst baseret på H.C. Andersens “Snedronningen” handler “Frost” om to forældreløse søstre, Anna og Elsa. Elsa, den ældste, har levet næsten hele sit liv i isolation, efter hun nær havde dræbt Anna i en ulykke som barn. Elsa har nemlig kræfter, hun ikke kan kontrollere, og som en tydelig metafor for undertrykt seksualitet dækker hun sig til og undgår menneskelig kontakt. Derimod ønsker Anna brændende at leve et liv i frihed uden for slottets mure, men da hendes ønske går i opfyldelse under Elsas kroning, går alting galt, og Anna må pludselig kæmpe for at redde sin by såvel som sin søster.

Meget mere behøver man sådan set ikke at vide om filmens handling, selvom det kun er begyndelsen. “Frost” formår nemlig noget så sjældent – for en børnefilm – som at være helt igennem uforudsigelig og spændende fra start til slut. Med et kvarter igen af filmen kunne jeg stadig ikke gennemskue, hvordan filmens drama skulle forløses. Respekt! En af årsagerne er, at her ikke er en egentlig skurk. Elsa er frustreret over at være til fare for sine omgivelser, men det gør hende ikke ond. Borgerne i byen er berettigede i at frygte Elsa, og deres forsøg på at bekæmpe hende er forståeligt, ikke skurkagtigt.

Ja, “Frost” er befolket med elskelige karakterer. Anna og Elsa er stærke kvinder, der ikke opfører sig som de Disney-prinsesser, de ellers ligner. Anna tager alle sager i egen hånd, og hun er ikke bange for at sætte de mænd, hun møder, på plads. Samspillet mellem hende og de to mandlige hovedkarakterer, Kristoffer og Hans, er eminent, og det fremhæver hver sin side af hende. Storesøsteren Elsa, hvis manglende kontrol over sine kræfter har indgydt hende med skam og selvforagt, er langt mørkere, og hendes scener – og især hendes sang, “Lad det ske” – giver en kold, knugende knude i maven!

Filmens to mænd er ligeledes varme lyspunkter i en film om overdreven frost og mørke. Hans er den gode, selvopofrende fyr, der deler ud af slottets forråd, da han overlades ansvaret for byen. Derimod er Kristoffer den misantropiske enspænder med is i maven såvel som i hjertet, men som nok alligevel ønsker kærligheden mere, end han tør indrømme. Og ja, den lille talende snemand Olaf er uhyre morsom og tiltalende, specielt er hans brændende ønske om at opleve sommeren, som han ikke ved vil smelte ham, en lille genistreg. Men Olaf er en birolle – filmen handler om følelser, om opvækst og om kærlighed mellem søskende. Det er hæsblæsende spændende, det er smukt og betagende, og det er til tider decideret tårefremkaldende! Sådan, Disney!