Fury (2014)
Udgivet 13. nov 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Sidste gang Brad Pitt skød til måls efter nazister var i Quentin Tarantinos spaghettikrigsfilm, “Inglourious Basterds”, hvor historien om 2. verdenskrig blev omskrevet, så jøderne kunne få den sødeste (og blodigste) hævn. Det var ren fantasi. Fantasien er i “Fury” erstattet med slidte larvefødder, som pløjer sig igennem Europas krigsmudder, på den kampvogn, der bærer titelrollen. I den her udgave af de sidste dage af 2. verdenskrig er verden grim og mudret, og krig er noget, man gør ved hinanden for at dræbe. Det gør Brad Pitt.
Det store spørgsmål, der stilles i den lille film, er: Kan uskylden og idealerne overleve krig? Kan man skyde en mand i ryggen og leve videre uden ar? Svaret er som regel nej i de bedste krigsfilm lige fra “Lawrence of Arabia” til “Homeland” på tv. Men det er dog lidt lettere, når man gemmer sig inde i en kampvogn som soldater på dåse. Fornemmelsen derindefra er klaustrofobisk. Som det bedste spil “Battlefield”, hvor et begrænset perspektiv giver paranoiaen frit spil: Hvor er fjenden!? BUM! Fury er ramt af en usynlig fjende. Brad Pitts Don spejder og kommanderer fra toppen af vognen, imens der lades og afsendes et effektfuldt svar: BUUUM!. En gang til! Næste bane!
Uden for vognen er der mindre action og mere alvor. Norman må lære at dræbe en tysker, hvis han vil være en rigtig del af holdet. I dén interne kamp spiller Lerman og Pitt energisk, hadkærligt op imod hinanden i et mærkeligt far-søn-forhold. ”Krig handler om at dræbe,” forklarer Don pragmatisk faderligt til Norman. Nazisterne skal dø, hvilket ikke er så unormalt i amerikanske film om 2. verdenskrig. Det er derimod mere unormalt, at tyskerne taler tysk. Det gør de i “Fury”, hvilket blot tilføjer et lag til den autentiske tone, som de mudrede larvefødder slår an fra begyndelsen.
Selv om krig er grimt hele vejen igennem “Fury”, så er krig også for amerikanske helte, der ofrer sig for soldaterkammeraterne og uniformen. Det fortæller violinerne i “Fury” ganske unødvendigt. Det må være Onkel Sam, der har betalt for dem. For inden violinerne er Brad Pitts nye nazijagt en effektiv påmindelse om, at man dræber i krig eller dør i mudderet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet