G-Force

InstruktionHoyt Yeatman

MedvirkendeBill Nighy, Will Arnett, Zach Galifianakis, Kelli Garner, Tyler Patrick Jones, Piper Mackenzie Harris, Gabriel Casseus, Jack Conley, Niecy Nash, Justin Mentell, Loudon Wainwright III, Chris Ellis, Travis Davis, James Huang, Corey Michael Eubanks

Længde90 min

GenreAction, Adventure, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen28/08/2009


Anmeldelse

G-Force

2 6
Helt til rotterne

Will Arnett, Nicolas Cage, Bill Nighy, Sam Rockwell, Penélope Cruz og Steve Buscemi… Ja, umiddelbart lyder det som en sublim skuespillertrup, man slet ikke kan gå galt i byen med. Så er det bare ærgerligt, at de fleste af de ovennævnte kun får lov til at udtrykke sig i Disneys “G-Force” ved at lægge stemme til tudegrimme, computergenererede gnavere, alt imens de resterende skuespillere bliver spist af med rædderlige replikker og stereotype karakterer, som på ingen måde udnytter deres evner.

“G-Force” er simpelthen et skamløst forsøg på at hamstre sit publikums hårdt tjente penge, og det kommer ikke som nogen overraskelse, at filmen er instruktøren Hoyt Yeatmans debut. Yeatman har tidligere vundet Oscars for sit arbejde inden for special effects-feltet, men det er indlysende, at han er vant til at arbejde med kameraer, linser og computere frem for mennesker af kød og blod, for “G-Force” savner i dén grad et menneskeligt touch. Det er en nærmest kvalmende kommerciel affære blottet for reelle følelser og spækket med knap så skjulte reklamer i form af alskens merchandise og enerverende popmusik, som promoveres i tide og utide. Sjældent har undertegnede set en film så kynisk og kalkuleret.

Ifølge Yeatman selv er filmen baseret på en idé fra hans 5 år gamle søn, og instruktøren krydsede formentlig fingre for, at verdens biografgængere – ligesom den gængse 5-årige – endnu ikke havde udviklet en sans for humor eller erfaret, at der findes sjovere ting på denne planet end hamstere og marsvin, som falder på halen (bogstaveligt talt). Men instruktøren og hans almindeligvis succesrige producer, Jerry Bruckheimer, tog åbenbart fejl af publikums ønsker, idet filmen ikke genererede profit i biograferne. Det betyder formodentlig (og forhåbentlig) at der ikke kommer en fortsættelse.

Filmen omhandler en gruppe marsvin, som er blevet trænet af mennesker til at agere spioner for FBI. Det er disse kærlige kræ, som Oscar-belønnede skuespillere som Cage og Cruz har lagt stemme til, hvorefter de sandsynligvis har grint hele vejen til banken. Gnaverne støder på en verdensomspændende sammensværgelse, som omhandler avancerede computerchips, satellitter og øh… cappuccinomaskiner? Det er alt sammen også lige meget, for den centrale historie er bare et påskud for en lang række pinlige episoder og actionsekvenser med de heroiske dyr i centrum, og skurkenes komplot er så tåbeligt og unødvendigt kringlet, at både børn og voksne nok vil have svært ved at finde hoved og rottehale i det hele.

Uheldigvis fatter man aldrig selv sympati for gnaverne, som snarere gør én selv gnaven med deres evindelige skrigeri og hysteriske opførsel. Yeatman har samarbejdet med koryfæer som Steven Spielberg og Ridley Scott, men han har desværre ikke taget ved lære af sine overlegne kollegaer, og han har heller ikke formået at klemme ét eneste grin ud af manuskriptet fra forfatterne bag “Bad Boys II” og “National Treasure: Book of Secrets”. Her er hverken drama, romantik eller jokes, som egner sig til ældre tilskuere, og fortællingens “store” twist til slut vil sandsynligvis ikke engang overrumple de mindste. Og for en Bruckheimer-film at være er filmen forbavsende kedelig at se på og lytte til, og actionscenerne savner tempo og intensitet. En værre marsvinestreg.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “G-Force” har været dyr at producere, og det er en forholdsvis ny produktion, så den bør se mere eller mindre perfekt ud i HD, og det gør den også. Billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er kolossal, og kontrasten er perfekt, hvilket er heldigt, idet forbavsende mange scener foregår om natten eller i dunkle lokaler. Hverken komprimeringsfejl, edge-enhancement, støj eller snavs forekommer overhovedet, og farverne er rene og attraktive hele vejen igennem.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er mere end hæderligt. Høje og dybe toner gengives fornemt, og der er masser af begge dele i filmens bombastiske actionsekvenser. Subwooferen brummer en del, samtlige højtalere er aktive gennem størstedelen af filmen, panoreringerne virker fint, og hverken musikken eller dialogen overdøves eller overdøver lydsidens andre elementer. Men lydsporet måtte gerne have haft endnu mere kant – man kan til tider fornemme, at de mest eksplosive lydeffekter er blevet nedtonet for ikke at intimidere filmens mindste tilskuere. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også. Det er mere komprimeret og mindre slagkraftigt end det engelske lydspor, og det er underligt at se mennesker eftersynkroniseret på dansk, men børn vil formentlig være hamrende ligeglade.

Ekstramateriale

Det meste af udgivelsens ekstramateriale henvender sig nærmest udelukkende til børn. Skivens bedste ekstramateriale er afgjort Cine-Explore-funktionen. Hvis du aktiverer denne, bliver du præsenteret for en masse videoklip, kommentarer og interviews under filmen, som forklarer, hvordan de forskellige scener blev lavet. Det er dog svært at sige, hvem der vil få noget ud af videoklippene – informationerne er lidt for avancerede for børn, men også for overfladiske for voksne.

Desuden medfølger ca. 18 minutters dokumentarer, som bl.a. skamroser Jerry Bruckheimer og forklarer, hvordan man bliver et medlem af marsvinenes hold af toptrænede spioner. Diskens seks slettede scener blev alle slettet med god grund. Derudover er her to minutters nogenlunde fraklip, et par ringe musikvideoer og en stor stak trailere til andre Disney-film. Ekstramaterialet (bortset fra de slettede scener) præsenteres i 1080i. Dvd-udgivelsen af filmen følger i øvrigt med, så den kan du eventuelt give til en bekendt. Den egner sig fint til hadegave.

Sidste år bugnede af elendige Hollywood-metervarer, og “G-Force” var en af de absolut værste af slagsen. BD-udgivelsens transfer er til gengæld superbt, lydsporet er næsten lige så godt, mens ekstramaterialet er en blandet landhandel. Men dette er udelukkende en Blu-ray, som børnefamilier bør overveje at investere i, og de bør ærlig talt have et hav af bedre film på deres indkøbsliste.

G-Force

1 6
”Børn elsker jo talende dyr…”

Producer Jerry Bruckheimer og instruktør Hoyt Yeatman sad i et af Disneys store kontorlokaler i Los Angeles. Sammen skulle de komme på ideen til en stor, ny familiefilm, som ville tage børn og barnlige sjæle med storm.

”Min dreng på 5 år kom med en helt fremragende idé i går,” udbrød Hoyt og kiggede på produceren, der har mesterværker som “Kangaroo Jack” og “National Treasure” under sit bælte.
”Han kom hjem fra skole med et marsvin og begyndte at tale om gnavere som soldater med uniformer, små hjelme og seje våben. Så var det, at jeg tænkte: ‘Hey, hvorfor laver vi ikke en film om det?’ Når min dreng synes om ideen, så må det jo være godt.”

Et stort smil bredte sig på Jerry Bruckheimers læber. Han foldede hænderne sammen og kiggede intenst på instruktøren: ”Hiv benene væk under mig, Hoyt.”
”Jo altså, jeg tænkte, at hvad nu hvis de her marsvin tilhørte en specialenhed og fungerede som hemmelige agenter? Vi kunne jo kalde den for ‘G-Force’,” forklarede instruktøren.
Et øjebliks stilhed bredte sig i lokalet, indtil Jerry slog hånden i bordet med $-tegn i øjnene og anerkendende klappede den unge instruktør på skulderen.
”Det er en genial idé. Fantastisk, børn elsker jo talende dyr.”
”Ja, og når gnaverne samtidig også har våben og alle mulige James Bond-gadgets og fede biler, så behøver vi ikke at have en historie, der giver mening,” fortsatte instruktøren.
Bruckheimer kiggede op mod loftet, mens han eftertænksomt gnubbede sin hage med højre hånd.
”Du har ret. Hvis vi nu bare har et simpelt, usammenhængende plot, hvor G-Force skal forhindre verden i at gå under, så giver det os plads til at lave så mange seje one-liners og utroværdige, kiksede actionsekvenser, som vi har lyst til. Og det fedeste af det hele er, at vi ikke engang behøver at tænke på manuskriptets kvalitet eller finpudse animationen. Børn er jo ligeglade med sammenhæng og interessante figurer, så længe der er bulder og brag, og det er søde nuttede dyr, der taler… Men Hoyt, vi bliver nødt til at have en morale til at bakke historien op med, ellers går det ikke. Det er jo Disney det her,” konstaterede produceren.
Hoyt tog en slurk af sin kaffe og pludselig gik et lys op for ham.
”Hvad med at moralen er noget med, at familie er vigtig. Sådan en morale elsker børn.”
”Glimrende idé. Vi kunne også krydre den med, at man kan, hvad man vil, så længe man har viljen i hjertet,” udbrød instruktøren og fortsatte:
”Den går lige hjem hos børnefamilierne, det er jeg sikker på.”
De to idémagere high-fivede hen over det dyre mahogniskrivebord og rejste sig op. Deres kroppe rystede helt af glædesrus og ekstase.

”Den her film bliver en pengemaskine,” tænkte de begge og gik grinende ud af lokalet. Inden de forsvandt ud af den store bygning, råbte Hoyt pludselig begejstret:
”Black Eyed Peas! Børn elsker det musik for fanden. Lad os ringe til dem og høre, om vi ikke må bruge deres seneste hit i vores film.”
”Genialt,” sagde Bruckheimer, og sammen forsvandt de ud i Los Angeles’ gader – udmærket klar over, at de lige havde taget det første spadestik til et af årets absolut ringeste film.


Kort om filmen

Bevæbnet med det sidste nye hi-tech-udstyr finder den lille gruppe af højt specialiserede prøvedyr pludselig ud af, at verdens skæbne ligger i deres poter. De tophemmelige medlemmer af G-Force er holdets dynamiske team leder, Darwin, der ikke kender til nederlag , den ekstreme våbenekspert, Blaster, der elsker alt, der er bare den mindste smule ekstremt , den sexede karateekspert Juarez, rekognosceringseksperten og flue på væggen Mooch samt den spidsnæsede muldvarp Specles, der er holdets computer- og informationsekspert.