“G.I. Joe – Gengældelsen” lyder titlen på denne frygtelige fortsættelse til den skrækkelige “G.I. Joe – The Rise of Cobra” fra 2009. Og jeg kan kun forestille mig, at ordet ”gengældelsen” hentyder til den hævn, som filmmagerne får over alle os, der nedsablede etteren, ved netop at lave en toer. Og selvom “G.I. Joe – Gengældelsen” ganske vist er bedre end sin forgænger, på samme måde som eddike smager bedre end muggent brød, så står dette idéforladte actionbrag tilbage som et af de absolutte lavpunkter under den værste blockbuster-sæson i mands minde.

Og efter det første kvarter var mine forhåbninger endnu ikke forduftet på trods af de elendige, indledende actionsekvenser, som i dén grad savner rytme og intensitet. Tatum og Johnson har nemlig en fabelagtig kemi sammen, og deres indbyrdes drilleri slår langt flere gnister end actionscenernes rekyler. Mine lattermuskler motionerede, mens min optimisme voksede, men pludseligt dør Tatums karakter, elitesoldaten Duke, og Johnson kan altså ikke bære filmen alene på sine kolossale skuldre. Og havde et testpublikum ikke klaget over en tidlig udgave af filmen, hvor Tatum knap nok var med, så havde man ikke engang skudt de ekstra scener med ham og Johnson, som hiver filmen op fra afgrunden og op på en 2-stjernet vurdering. Man sidder vitterligt gennem resten af filmen og tænker, hvor meget man hellere ville se en spin-off om det mægtige makkerpar.

Jeg kunne ikke være mere fløjtende ligeglad med de (alt for mange) elitetropper, ninjaer og maskerede slyngler i “G.I. Joe – Gengældelsen”, for filmen farer af sted med 160 km/t og giver os derved aldrig tid til at lære dem bare lidt at kende, og det hjælper selvsagt ikke, at skuespillet generelt er sindsoprivende sløjt. Både heltene og slynglerne forbliver lige så personlighedsløse som de legetøjsfigurer, de er baseret på, og uden helte at tiljuble og skurke at buhe ud bliver det praktisk talt umuligt at engagere sig – især når man ikke engang kan tage til takke med seværdig action, der ikke (som her) plages af elendig computergrafik, repetition og gumpetunge håndgemæng.

Præsenteret i 1080p/MVC-3D. “G.I. Joe – Gengældelsen” blev oprindeligt optaget i 2D. Da man udskød filmens premiere for at skyde nogle ekstra scener med Channing Tatum, benyttede man samtidig lejligheden til at konvertere 2D-billedsiden til 3D. Og den animerede introsekvens samt flere af actionscenerne (især kampen mellem ninjaerne langs Himalaya-bjergene) udnytter den tredje dimension på fornem vis og udviser en slående, imponerende dybde, mens en del scener fremstår relativt flade og 2D-agtige. Både 2D- og 3D-transferet har et lækkert, celluloidagtigt look, især takket være et konstant tilpas grynniveau. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, og jeg bemærkede aldrig edge-enhancement eller banding. Farverne er meget mættede og varme (til tider er hudfarverne nærmest orange), men det er tydeligvis et bevidst, kunstnerisk valg, og det er med til at give filmen et egentlig ganske passende, tegneserieagtigt look.

Det engelske Dolby TrueHD 7.1-lydspor er et fremragende mix, som primært brillerer under filmens actionsekvenser, hvor samtlige skud, eksplosioner, slag og spark har en auditiv slagkraft, der siger spar to. Samtidig drukner hverken de musikalske indslag eller replikkerne nogensinde i al hurlumhejet, og panoreringerne er simpelthen fantastiske – når der kastes med sværd og kastestjerner, fornemmer man virkelig, hvordan de farer fra det ene hjørne af hjemmebiografen til det andet. Filmens mindre actionspækkede, mere stilfærdige scener lyder dog knap så spændende. Her er lydbilledet ikke helt så opslugende og overbevisende, som det er under filmens mere dramatiske sekvenser. Men der er trods alt tale om et glimrende lydspor.

Instruktøren Jon M. Chu og produceren Lorenzo di Bonaventura har indtalt et kommentarspor til filmen, som jeg tvivler på, at andre end filmens mest dedikerede fans vil værdsætte. D’herrer er naturligvis overbeviste om, at de har lavet et fænomenalt actionbrag, og jeg kunne ikke undgå at skraldgrine, da Bonaventura hævdede, at filmen har fået større relevans i kølvandet på det arabiske forår. Her er fire minutters slettede scener, som man bestemt ikke savner i den færdige film. En enkelt af dem foregår på en gravplads og ville blot have gjort filmen endnu mere tungsindig og trist. Derudover er her otte korte featuretter, som tilsammen varer omtrent 73 minutter, og som bl.a. gennemgår skuespillernes kamptræning, kostumedesignet, effekterne og stuntene. Selvom filmmagerne og skuespillerne bruger en del tid på at skamrose det makværk, de har skabt, så diskes der også op med en række ganske interessante interviews (især med skuespillerne) og klip fra optagelserne.

Jeg ved godt, det her lyder fuldstændig åndssvagt, men der er ingen vej uden om: Næsten tre måneder inde i år 2013, som allerede har givet os gensyn med Schwarzenegger, Stallone og Statham samt et utilgiveligt “Die Hard”-makværk, viser den anden “G.I. Joe”-film sig at være årets hidtil bedste, hjernedøde actionbrag. Ja, virkelig. Og det på trods af, at den har Dwayne Johnson og Channing Tatum blandt hovedrollerne, er i 3D og er instrueret af Jon M. Chu, der vel er bedst kendt for sin dokumentarfilm “Justin Bieber: Never Say Never”. Ja, virkelig!

Det, der får dette latterlige plot til at fungere, er, at det supplerer resten af filmens legetøjsagtige univers usigeligt godt! For det første skal der lyde ros for, at det store persongalleri ikke udvander filmen, men tværtimod sikrer, at der på trods af det tynde plot altid er nogen, der har noget at foretage sig. Derudover undgår filmen al påtaget selvironi, mens den til gengæld oser af selvsikker selvironi! Heri adskiller denne film sig også fra artsfællerne i “The Expendables”-serien, hvor alting er så anstrengt, påtaget og dermed selvhøjtideligt, at slutresultatet er noget frygteligt juks. “G.I. Joe: Gengældelsen” står imidlertid ved det, den er: Bulder, brag og pompøs action for 185 millioner dollars!

Manuskriptet har en lidt sløj start, hvor jokes og dialog ikke rigtig fungerer endnu. Det er først, når den for alvor actionprægede del af filmen tager fart (hvilket man heldigvis ikke skal vente specielt længe på), at “G.I. Joe: Gengældelsen” finder sig til rette i sit stilsikkert åndssvage legetøjsformat og snart sagt kan fyre hvilken som helst tåbelighed af med overvældende succes. Specielt gør Jonathan Pryce det godt som både falsk og ægte præsident, og han står for flere af filmens sjoveste replikker, der tilmed har en geopolitisk pondus i bedste “Iron Sky”-stil.