Get In i biografen!

Jeg er stadig i chok. Over sidste års uhyggeligt ringe udbud af gyserfilm. Endnu mere uhyggeligt er det, at der faktisk var specielt to glimrende af slagsen i “Green Room” og “Don’t Breathe”. Men dem droppede de danske biografer. Uforståeligt. Derfor har 2017 allerede skræmt 2016 langt væk med “Get Out”. Hvem havde dog troet, at en komiker kunne lave en så ubehageligt god film? Løb! Kom væk! Get Out!

Det havde jeg ikke forventet. Kan en rendyrket komiker som Jordan Peele lave en gyser, der kan skræmme? Yes he can!. Men det er ikke uden hjælp. Inspirationen fra filmhistoriens store gyserfilm er tydelig. Lige fra hele historien, der kigger direkte i retning af “Rosemary’s Baby”, til soundtracket, der har kigget på noderne til musikken i “Psycho”. Men aldrig et rip-off. Peele laver sine helt egne twist på inspirationerne. Det okkulte bliver medicinsk. Violinerne bliver akkompagneret af Swahili-sang. Præcis ligesom Chris’ møde med Roses familie her i “Get Out”. Genkendelig situation, men en helt og aldeles anderledes, twistet oplevelse.

Peele er dog ikke konverteret totalt til gys. Her er også grin. Det ene moment var jeg skræmt fra vid og sans sammen med Chris hos Roses forældre, mens jeg skreg af grin i det næste med hans ven, Rod, hjemme i New York. Peele formår at mikse de to modpoler til en utrolig ubehagelig stemning. Når forældrenes husholderske Georgina står med et påtaget smil og i trancelignende tilstand forsikrer Chris om, at intet er galt, mens en tårer løber ned af hendes kind, så kommer den ubehagelige stemning snigende. Skal vi grine eller gyse af Georginas reaktion? Chris! Get Out!

Hvad så med de famøse jump-scares? Knebet, der har ødelagt mange gyserfilm. Det er næsten helt fraværende i “Get Out”. Tre gange blev der forsøgt. Tre gange virkede det på mig. Specielt takket være det pirrende soundtrack. I “Nattens Dæmoner 2” blev der forsøgt hvert femte minut. Én gang virkede det. En klog mand sagde engang: ’less is more'. Jordan Peele er en klog mand.

Så er der også det med racismen. Chris er sort, og kæresten Rose er hvid. Den del begynder kluntet. ’Ved dine forældre overhovedet, at jeg er sort?' spørger Chris. Okay, så er temaet ligesom sort/hvidt sat op. Flere lige så påtagede racekommentarer følger. Men med Peeles satiriske sans så bliver det overdrevne en parodi. Det her er ikke den politisk korrekte “Crash”. Peele formår at fremstille hele debatten om sorte og hvide mennesker som overdrevet. Nærmest ligegyldig.