Gideon’s Army
Udgivet 3. dec 2013 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen






Tv er propfyldt med advokatserier, der mere eller mindre overbevisende giver et indtryk af USA’s kontante retssystem. De fleste har vist efterhånden fattet, at det der “Ally McBeal” ikke skete i virkeligheden, men de dyre jakkesæt, biler og lækre klaverjingler er ikke engang på samme planet som den dagligdag, “Gideon’s Army” portrætterer i staten Georgia. Filmen følger tre unge advokater, der arbejder som beskikkede forsvarere for de fattigste amerikanere. Okay, der er en skranke med en dommer og en jury og en mand, der skriver på sin lille skrivemaskine, men ellers er der ingen OBJECTION!-glamour over det grotesk hårde arbejde.

Med gnavende studiegæld og et fuldstændig latterligt arbejdspres er forsvarerne nødt til at bevæbne sig med en idealisme og en vilje, som man vel kun genfinder blandt danske filmanmeldere. Eller… Ja, jeg skammer mig lidt over at skulle smide min dom efter de her hårdtarbejdende mennesker, der til daglig i det mindste har USA’s grundlov at kæmpe tilbage med. Her gælder kun min helt personlige udmåling af filmisk forbrydelse og straf, og hvem skal så beskytte dem fra at blive hamret i hovedet?

Der bruges lige ti minutter på arbejdsnarkomanen Travis Willams’ understimulerede kæreste OG hans første møde med sin biologiske far, inden vi er tilbage i retssalen. Til gengæld ses June Hardwick nærmest ikke i arbejde. Det længste afsnit med hende handler om sønnens fodboldtræning. Der er simpelthen for meget ligegyldigt fyld og personer, som lige springer ind på scenen i et par minutter.







Men den centrale præmis – verdens bedste historie: den lille mand imod systemet – bliver fulgt til dørs og skaber nogle virkeligt stærke billeder og øjeblikke. Scenerne i retssalen er klippet effektivt sammen til at opbygge uudholdelig spænding, mens vi venter på juryens dom. På trods af det solide håndværk bag førnævnte hær af advokatserier, kan de altså ikke genskabe sådan en intensitet. Porters halvsløsede klipning og svulstige musikvalg kan i sidste ende ikke ødelægge så basalt rørende momenter. Og så må hun takke især to af advokaterne, Travis Williams og Brandy Alexander, og deres karisma for, at “Gideon’s Army” ikke rykker direkte i fængsel. Av av av, hvor jeg heppede på dem i halvanden time. Jeg ville være en filmdommer uden sjæl for ikke at udmåle en mild straf for de fortælletekniske fejltagelser.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet