Wong Kar Wai går til stålet

Gang på gang bliver det bevist, at filmmediets grænser står ganske åbne, når instruktører udfordrer og eksperimenterer med genretraditioner og udtryk. På trods af dette faktum var det svært at lade være med at spørge sig selv, om den særlige konstellation, der fungerer som præmis for Wong Kar Wais nye film, “The Grandmaster”, nu også kunne lykkes.

“The Grandmaster”s store udfordring ligger i fusionen mellem en niche som kung fu-genren og en auteurs særegne, poetiske melankoli og følelsesmæssige æstetik. Ikke en nødvendigvis nem opgave, men ved at spille på få fællesnævnere lykkes det faktisk på mange måder for Kar Wai at skabe et helstøbt værk med “The Grandmaster”. Med historien om den legendariske kung fu-mester Yip Man (træner for den ligeledes legendariske Bruce Lee) som filmens omdrejningspunkt får vi et nostalgisk tilbageblik på en svunden tid og en gylden æra i Kinas kung fu-historie. Kar Wai griber hårdt fat om nostalgien og bruger den som det forenende element, der får “The Grandmaster” til at spille som det episke drama, filmen er udtænkt til at være.

Har man i forvejen stiftet bekendtskab med Kar Wais stærkt stiliserede æstetik fra blandt andet “In the Mood for Love”, vil det ikke komme som nogen overraskelse, at “The Grandmaster” er et stilistisk meget ambitiøst projekt. Det er en helt særlig sensibilitet, der gennemsyrer filmens udtryk. En præcision i æstetikken, der er umulig ikke at blive berørt af. “The Grandmaster” er således først og fremmest et mood piece – desværre i så høj grad, at kausalitet og et forståeligt narrativ ofres i dets navn. På fortælleplanet har Kar Wai simpelthen for mange bolde i luften, hvilket bliver filmens akilleshæl på indholdssiden.

Filmen vinder dog så meget på sit gennemførte udtryk, at forvirringen faktisk næsten glemmes, når man fuldstændig opsluges af de smukke tableauer, der skud for skud maler levende portrætter af en brydningstid i Kinas historie, en kunstnerisk kampsport og to menneskelige fortællinger fulde af smerte. Længslen og melankolien udpensles på smuk vis i metaforiske billeder, hvor tankerne flere gange ledes hen på en skandinavisk naturalisme, der ellers ligger lagt fra 1930’ernes Kina. Men det er netop gennemgående for filmens udtryk, at der gennem æstetikken spilles på nogle menneskelige tilstande, der transcenderer tid og kultur. Det er uden tvivl her, filmens kolossale styrke ligger, der samtidig også vinder over et manuskript, der måske kan siges til tider at bære præg af lidt for mange oneliners af østlig filosofi.

Det lykkes også på fornem vis for Kar Wai at få inkorporeret selve kampsporten i filmens ellers ret nænsomme univers. Kar Wai hyrede Yuen Wo Ping, actionkoreografen bag blandt andet “The Matrix”, “Kill Bill” og “Tiger på spring, drage i skjul”, til at udtænke kampscenerne, og udførelsen i filmen bliver en nærmest poetisk symbiose mellem kampsport og de æteriske omgivelser. Der er en luftighed og lethed i kampscenerne, der bærer vidne om den årelange, intensive træning, som skuespillerne Tony Leung og Ziyi Zhang måtte undergå som forberedelse til filmen. På trods af den ekstreme stilisering og kampscener af overjordisk karakter, overlever lidt af autenticiteten gennem den ekstreme sans for detaljen i kostumer og set-design. Som prikken over i’et er der et udsædvanligt stemningsfyldt soundtrack til filmen, som hovedsageligt er komponeret af Shigeru Umebayashi – manden bad musikken til “In the Mood for Love”. Umebayashi stod interessant nok også bag en del af soundtracket til Tom Fords “A Single Man” fra 2009 – en film, der på samme måde som “The Grandmaster” var et æstetisk gennemført værk, som måtte høre en del kritik for at ofre indholdssiden til fordel for udtrykket.