Greatest Showman, The
Udgivet 22. dec 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er ganske passende. Den første Fox-film efter salget til Disney er en Disney-film. “The Greatest Showman” opfører sig i hvert fald som en Disney-klassiker, hvor den fattige drømmer sætter de rige og onde på plads, imens han synger på en studie-produceret musical-sang, der går hurtigere i omkvæd end en vinder ved Melodi Grand Prix. Det er et folkeligt show med folkets Hugh Jackman.
Derfor udebliver det vildeste show, som Hugh Jackman syngende lover i begyndelsen. Sangene er nemlig så anonymt svage som dem i en vilkårlig “X Factor”-finale. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare den sure anmelder. Han er passende nok skurken i “The Greatest Showman”, hvor Jackmans portræt af 1800-tallets showman P. T. Barnum bare forsøger at give folket morskab med et godt show. Og hvis du ikke kan se det sjove i Barnums cirkus af popsange, så er du en sur snob.
Jeg har ellers stor sympati for hovedrollens showman. Hugh Jackman er her en amerikansk Mads Skjern uden fine fornemmelser. Fra fattige kår vil han skabe sin egen ønskedrøm, som han synger det sammen med Michelle Williams i kone-rollen. For Jackman har altid brændt for det gode show. Som vært til Oscar-festen, tryllekunstner i “The Prestige”, ægte sanger i “Les Miserables” eller som Wolverine. Han ér en great showman.
Men en god showman gør ikke alene et godt show. Så selv om “The Greatest Showman” nok skal falde godt til i Disneyland, så foretrækker jeg nu engang “La La Land”. Den ægte sang frem for den mekanisk producerede pop-plade. Så “The Greatest Showman” får ret: Den sure anmelder kan ikke lide “The Greatest Showman”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet