Et sløvt bistik

Hvis “Avatar” har efterladt os i et filmlandskab, hvor 3D-film efter 3D-film håber på at kopiere succesen og score en bid af kagen, så lader “The Dark Knight” til at have gjort noget tilsvarende for superhelte-genren.

Lige siden Christopher Nolans storslåede epos ramte lærredet, har den stået som den ultimative superheltefilm, der både formåede at begejstre tegneseriefans og filmelskere. Modvægten til de alvorstunge og ambitiøse værker er til gengæld kommet i en serie uhøjtidelige udgaver af superheltefilm, hvoraf titler som “Iron Man”, “Megamind” og”Kick-Ass” på hver sin måde parodierer genren, samtidig med de følger den til punkt og prikke. Seneste skud på stammen er nu “The Green Hornet”, der ligeledes forsøger på at blæse og have mel i munden samtidig.

Som så mange lignende fortællinger har filmen en tilsyneladende uduelig opkomling i hovedrollen. Rigmandssønnen Britt Reid – spillet af Seth Rogen – er en dagdriver og playboy, men da hans far dør, bliver Britt tvunget til at overtage den avis, som faderen udgav, selvom han knapt nok har læst et eneste eksemplar. Mere interesseret bliver Britt derimod, da han opdager, at faderens mekaniker og kaffemager (!) Kato ikke alene har duperende evner til at bygge vanvittige biler, men også er lidt af en kampsportsmaskine. Sammen med Kato beslutter Britt sig for at tage springet ud i en ny og mere spændende tilværelse ved at blive superhelten “The Green Hornet”.

Filmen er baseret på en figur, der først så dagens lys i et radioshow, men i dag mest huskes for den tv-serie, hvori Bruce Lee spillede Kato. Takket være Lees kampsportsevner havde han en tendens til at stjæle rampelyset, og netop det aspekt fortsættes her som filmens primære vits, eftersom det er Kato, der er den effektive forbryderbekæmper, hvorimod helten selv er vildt inkompetent. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en komisk vinkel på superhelte-genren, men man tager hurtigt sig selv i at ønske, at filmen havde turde afvige mere fra den klassiske formel. Seth Rogen, der også har været medforfatter på manuskriptet, følger de vante elementer slavisk og propper den med elementer, man allerede kender til hudløshed. Selve skabelsen af helten er ren rutine, og selvom skurken spilles af herlige Christoph Waltz fra “Inglourious Basterds”, så er hans figur så flad som en øretæve.

Filmen er instrueret af Michel Gondry, der har vist visuel finesse i film som “Evigt solskin i et pletfrit sind”, men som ikke bidrager med meget til denne omgang. Filmens actionscener er af den larmende intetsigende type og proppet med biljagter, hvori vi kører og kører, men aldrig lader til at komme nogen vegne. Der er mere dynamik i slagsmålscenerne, med de lider til gengæld under et gevaldigt overforbrug af slow-motion-effekter. Sigende nok er filmens bedste actionscene mellem de to helte, hvor Gondry lader sit komiske lune skinne igennem. Det er desværre en af de eneste gange, det sker, og resten af tiden efterlades man i selskab med papfigurer og uinspireret dialog.