Grusomme mig 3
Udgivet 28. jun 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg har set samtlige klip med de gule minions på YouTube. Mange gange! Ba-na-na, bello, gelato! Deres nuttede vrøvlesprog pakket ind i charmerende smækbukser og lysten til kun at gøre, hvad de har lyst til L-I-G-E N-U – er det, der gør, at jeg bliver ved med at kaste views efter Grus gale håndlangere. Til gengæld har jeg aldrig genset en “Grusomme mig”-film. Det kommer heller ikke til at ske med “Grusomme mig 3”.
Derfor kan det også undre, at de sparkes ud af “Grusomme mig 3”, da Gru og Lucy i indledningen bliver fyret fra jobbet som agenter. De gale og gule siger op og overgiver resten til endnu en familie-udvidelse. Første film gav Gru tre døtre. I den anden kom konen. Nu viser det sig, at enebarnet Gru i virkeligheden har en tvilling, Dru, der går i hvidt, imens Gru går i sort. Det er nærmest endnu en sæson “Dexter”, hvor svaret på mordgåden altid var: Familie!
Havde “3”-tallet ikke blinket i titlen, så kunne jeg forveksle den med én af de andre. Det er det samme. Samme skurke/helte-halløj, der bare var bedre i “De utrolige” og “Megamind”. Eneste formildende træk er, at “Grusomme mig 3” godt selv ved, at den står på franchise-malkning. Under det endelige slag blinker nemlig i baggrunden et reklame-skilt fra en fiktiv franchise; “Onions”. Nuttede løg med øjne så store som… Nå ja, minions.
Og præcis som med et løg så er der intet tilbage, når de mange genkendelige lag er pillet væk fra “Grusomme mig 3”. Ikke engang en undertitel har de gidet at finde på. Alligevel kommer jeg til at gense de nye klip med minions på YouTube; Tutaliloo ti amo! Resten af “Grusomme mig 3”? Tatata bala tu!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet