Vild med dansEn titel som “Hairspray” vil formentlig afskrække mange folk fra at se en film. Når man så også får at vide, at filmen har John Travolta i en af de bærende hovedroller som en tyk kvinde iført adskillige kilo makeup, bliver det hurtigt svært at forestille sig, hvordan den omtalte film kan være andet end en omgang ufrivilligt komisk nonsens. Bedre bliver det ikke, når man skimmer instruktøren Adam Shankmans CV, som indeholder udskældte film som “The Wedding Planner”, “Elitepædagogen” og “Det vilde dusin 2”. Men “Hairspray” er en musical, som ikke blot omhandler, men også knuser fordomme. Det er også en af genrens bedste produktioner i umindelige tider.

Travolta, som i øvrigt er afsindig god i filmen, spiller Edna Turnblad, der er mor til Tracy, som drømmer om at optræde i USA’s hotteste tv-show anno 1962: “The Corny Collins Show”. I Collins’ populære føljeton danser alskens amerikanske ungkarle og ungmøer til tidens største hits, og Tracy har øvet sig så meget på sine dansetrin, at hun ikke overraskende får en rolle i den højtelskede danseudsendelse. Men den energiske, godhjertede piges betragtelige vægt og forkærlighed for sprælske, afroamerikanske dansetrin gør hende upopulær blandt visse stokkonservative tv-producenter. En af dem er den iskolde Velma Von Tussle, der helst ser sin egen forfængelige datter vinde prisen for showets bedste danser.

Umiddelbart lyder det ikke, som om “Hairspray” er en film, der bugner af overraskelser. Der er aldrig den store usikkerhed om, hvordan det vil gå persongalleriets mange figurer. Med talrige sukkerlakerede replikker er filmen ydermere omtrent lige så sød, som den lyder. Det, der i sidste ende gør “Hairspray” så forbandet charmerende og uimodståelig, er, at den behandler alle sine særprægede karakterer med enorm respekt, og at den aldrig forfalder til smagløs eller plat komik. Derudover har “Hairspray” nok selvtillid til at gøre selv den mest standhaftige dørmand misundelig. Musicalen svælger pavestolt i sin egen lille sø af positive glædestårer. Og med god ret. En mere opløftende film skal man lede længe efter.

John Travoltas præstation er oplagt at fremhæve, fordi den garvede musicalmand aldrig går efter at score et par billige grin via sin særprægede beklædning eller sit feminine stemmeleje. I stedet fremstår den sympatiske Edna som et varmhjertet menneske af kød og blot med hjertet på rette sted. Naturligvis bliver der tid til fåtallige indirekte jokes om mandens kostume, og det er mildest talt besynderligt at se Travolta og Christopher Walken danse hånd i hånd som mand og kone til tonerne af den iørefaldende “You’re Timeless to Me”.

Resten af figurerne er næsten lige så lette at elske eller elske at hade, hvilket naturligvis også har noget at gøre med, at ensemblet er spækket med talentfulde mænd og kvinder uden ét sort får iblandt dem. Nikki Blonsky, der debuterer som skuespiller, er en åbenbaring som Tracy. Kække Amanda Bynes og Elijah Kelley gør også indtryk som Tracys bedste venner, og en exceptionel James Marsden i rollen som Corny Collins udstråler mere afsmittende entusiasme, end man skulle tro var menneskeligt muligt. Og så må man naturligvis ikke glemme at nævne den snart 50-årige Michelle Pfeiffer, der er mere sexet end nogensinde som den kompromisløse Von Tussle, der vil gøre alt for at forpurre Tracys drømme.

Selv 60’ernes politiske og sociale intriger berøres fornemt af Leslie Dixons manuskript, der tager udgangspunkt i musicalen af samme navn, som var inspireret af John Waters populære kultfilm fra 1988. Dixon måtte dog gerne have beskåret sin tekst en smule, for især i filmens midterdel synes historien til tider at gå en anelse i stå. Fordomme overfor hudfarve, vægt og alder spiller en lige så stor rolle i “Hairspray” som musik og lyrik, og når Tracy stiller sig op og skråler You can’t stop the beat! for fuld udblæsning, lægger hun ikke blot op til dans og sang, men også accept og forsoning.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er pletfrit og mere eller mindre umuligt at sætte en finger på. Samtlige facetter af farvespektret synes at blive repræsenteret undervejs i filmen, og hver eneste kulør emmer af visuel vitalitet. Temperaturen svinger aldrig, og kontrasten er så god, at detaljer aldrig synes at gå tabt i filmens dunkleste scener. Så godt som alle skud står knivskarpt, og hverken edge-enhancement, komprimeringsfejl eller digital støj dukker op og irriterer.

AudioDiscens Dolby Digital 5.1 EX-lydspor (omslaget hævder fejlagtigt, at skiven indeholder et ordinært DD5.1-mix) er lige så overrumplende som transferet. Dette er et yderst aggressivt og bombastisk lydspor, som fornøjer fra start til slut. Dialogen er tydelig, selv når musikken brager derudaf for fuld hammer. Hver eneste højtaler er med til at præsentere de talløse sange, og fordelingen af de musikalske toner er perfekt. Man føler sig vitterligt fysisk til stede i de lokaler, hvor sangene bliver sunget. Subwooferen er også med til at give hver eneste lydeffekt og melodi ekstra punch, men hverken LFE-kanalen eller kanalnetværkets andre bestanddele går nogensinde unødigt til værks. Både lydsidens højeste og dybeste toner gengives med en imponerende klarhed.

EkstramaterialeTrailere til “Mr. Woodcock” og “Det gyldne kompas” bliver vist umiddelbart efter, man har smækket skiven i afspilleren. Hvis man aktiverer dvd’ens ‘Sing-along’-funktion popper der undertekster op under numrene, som farves i takt med musikken, så man kan synge med på sangene. Synd, da de fleste andre internationale udgaver af dvd’en ellers er proppet med ekstramateriale.

Højt hår og glad i lågetBaseret på et teaterstykke, der i forvejen er baseret på en film, ja, således finder “Hairspray” anno 2007 vej til lærredet endnu en gang. John Waters “Hairspray” havde premiere i 1988, men blev dog kun en moderat succes i forhold til musicalen, der først kom til verden i 2002. Med utallige forestillinger på Broadway og hele otte Tony-priser blev musicalen en kæmpesucces.

Vi befinder os i Baltimore i 1962. Den korpulente Tracy Turnblad tilbringer tiden i skolen med at sove, for hun tænker kun på at komme hjem sammen med veninden Penny og se “The Corny Collins Show” – et danseprogram for teenagere, der sendes i fjernsynet. Showets dansere og sangere er udelukkende hvide unge, og kun en gang om måneden er sorte velkomne og det på den såkaldte ‘Negro Day’, hvor Queen Latifa i skikkelse af Motormouth Maybelle er vært. Da en af de faste dansepiger pludselig skal holde en ni måneder lang pause, ser Tracy chancen for at komme med i sit yndlingsshow. Hendes mor, der selv hører til i den tunge ende af vægtskalaen, er dog stærkt imod, da hun ikke forventer, at en pige som Tracy kan begå sig på nationalt tv. Men gennem sine sorte venner lærer Tracy nye dansetrin, der mod al forventing giver hende pladsen som showets nye dansepige.

“Hairspray” har været et hit i USA, hvor mange sikkert har set filmen for at få et nostalgisk gensyn med en nyklassiker. De flamboyante kostumer er dog nedtonet en del, hvilket gør fortællingen noget mere realistisk. Realisme er dog i det store hele ikke noget, “Hairspray” gør så meget i, men det er jo også en musical – en genre hvor man kan tage sig sine friheder.

Musikalsk har fortællingen fået et løft i kraft af nogle fantastiske sangere, og især hovedrolleindehaveren, Nikki Blonsky, er en væsentligt bedre sangerinde end den originale films Ricki Lake. Musicalen byder ikke rigtig på nogle deciderede hits, men enkelte sange såsom “Goodmorning Baltimore” og “Without Love” er gedigne numre med god komposition. Tracys mor spilles, som i originalen, af en mand – John Travolta er til lejligheden blevet støvet af og stoppet i et fat-suit. Han danner par med Christopher Walken. I filmens absolutte lavpunkt synger de to en kærlighedsduet og danser stift rundt med hinanden (vi får selvfølgelig ikke et eneste kys).

Det gennemgående tema i fortællingen om Tracy er naturligvis, at alle uanset størrelse og udseende er lige gode mennesker. Det følges så op med et sideløbende tema om ligestilling mellem racerne og indslag om borgerrettigheder fra USA i 60’erne. Kampen for de sorte danseres rettigheder i “Hairspray” er dog så karikeret og blottet for kompleksitet, at det næsten synes latterligt. Filmen er i det store hele så blottet for følelser fra alle sider, at de ellers vigtige og gode temaer forsvinder i ligegyldigheder.