Festlig flugt

Det virker oplagt at afskrive “Harold & Kumar – Flugten fra Guantanamo Bay” som plat nonsens rettet udelukkende mod pubertære drengerøve, fordi farcen er spækket med vamle billeder, bare bryster, pruttejokes og tossehoveder, der hyppigt ryger og drøfter tjald. Men skindet bedrager. Selvom denne komedie ofte forfalder til platte jokes om sex, lort og pot, så forekommer der mindst ligeså mange fænomenale vitser. Og filmens belysning af USA’s skyggesider – fra CIA’s overmagt og fangelejren i Guantanamo, til racediskrimination og Ku Klux Klan – afføder både en masse latter og respekt for filmmagerne.

God satire får ikke blot én til at le, men også til at tænke, og “Harold & Kumar – Flugten fra Guantanamo Bay” får forbavsende ofte seeren til at gøre begge dele. Filmen er langtfra nogen epokegørende hjernevrider, men ambitionsniveauet er langt højere end i hovedparten af filmens artsfæller. Fortællingens helte er kammeraterne Harold Lee og Kumar Patel, som også slog gækken løs i komedien “American High” i 2004. Denne gang beslutter duoen sig for at rejse til Amsterdam (du får ingen point for at gætte hvorfor), men Kumar har medbragt en avanceret bong på flyet, og en masse tumult udløses, da en passager mistænker anordningen for at være en bombe. De to terrormistænkte gutter sendes derfor fluks til Guantanamo Bay.

Det lykkes dem dog hurtigt at flygte, og dernæst rejser de gæve gutter tværs over USA, mens de snører ordensmagten og forsøger at finde ud af, hvordan de får renset deres omdømme. Undervejs støder d’herrer blandt andet på en gruppe store, sorte basketballspillere, som Harold og Kumar ængsteligt flygter fra efter uheldigvis at have smadret nabolagets radio. Men ghettoens beboere vil i virkeligheden blot hjælpe vores helte med at fixe deres ødelagte bil, og det er hverken første eller sidste gang, filmen gør nar af mediernes afstumpede billede af minoriteterne. Diskrimination på baggrund af hudfarve i kølvandet på 9/11 tages der også hånd om, men filmens relevante pointer serveres aldrig uden et glimt i øjet, der får dem til at glide lige så let ned som de mindre spidsfindige morsomheder.

Men gode vitser er selvsagt ikke det eneste, der skal til, før en komedie kan klassificeres som fornøjelig – der kræves elskværdige karakterer, og både Harold og Kumar er sympatiske gutter, der er umulige at hade, og som portrætteres med afvæbnende og afsmittende entusiasme af henholdsvis John Cho og Kal Penn, der tydeligvis er gode venner i virkeligheden. Kontrasten mellem Harolds stilfærdige attitude og Kumars fandenivoldskhed fremtvinger mange træk på smilebåndet. Neil Patrick Harris, der primært kendes fra tv-serien “Doogie Howser, M.D”, er i øvrigt hylende skæg som en svampeædende, fuldstændig forvrænget udgave af sig selv, og Rob Corddry kickstarter også ofte lattermusklerne i rollen som den ekstremt intolerante betjent Ron Fox, der jager Harold og Kumar.

Et romantisk sideplot omhandlende Kumar og hans ekskæreste er for sentimentalt, og adskillige klicheer fra “buddy-comedy”-genrens leksika anvendes. Men det er svært at afsky en film, hvori selveste George Bush ryger marihuana, nedgør sin stab og leverer de udødelige visdomsord: ”Du behøver ikke at tro på din regering for at være en god amerikaner. Du behøver blot at tro på dit land.” Sandt. En tredje film i føljetonen er desuden på vej. Lad os alligevel håbe, at seriens manuskriptforfattere og instruktører, Jon Hurwitz og Hayden Schlossberg, får færre ting at brokke sig over under Obama.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er afsindig skarpt fra start til slut. Farverne ser omtrent så godt ud, som farver kan på dvd, og hverken snavs, komprimeringsfejl eller udtværinger forekommer. Kontrasten er undertiden lidt flad i de mørkeste scener, og edge-enhancement dukker op i ganske få skud. Men dette er under alle omstændigheder et fremragende transfer.

Audio

Et hæderligt, men uimponerende Dolby Digital 5.1 EX-mix befinder sig på disken. Lyden er ganske distinkt, men enkelte replikker er dog en anelse utydelige. De få panoreringer er ganske effektive, men selvom der er tale om et EX-mix, har sporet ikke en markant bedre bund end de fleste DD5.1-lydspor. Men subwooferen giver dog undertiden lydsiden et ekstra boost på det rette tidspunkt. Atmosfæren er lidt kedelig og mangelfuld, men lydsidens forskellige elementer har et passende lydniveau i forhold til hinanden. Som sagt: Hæderligt.

Ekstramateriale

Før man præsenteres for dvd’ens menu, præsenteres man for trailere til “Semi-Pro”, “Trainwreck: My Life as an Idoit” og “The Love Guru”. Derudover medfølger desværre intet ekstramateriale.