Hateful Eight, The
Udgivet 6. jan 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
“The Hateful Eight” er en joke. Den længste, bredeste, men også mindste joke, jeg har set. Og det er kun Quentin Tarantino, der kan slippe (godt) af sted med den slags. For selv om der musikalsk åbnes med en indledende ouverture af spaghetti-komponisten Ennio Morricone og brede billeder af en diligence travende igennem en sneklædt prærie i den 70mm-version, jeg oplevede, så er Tarantinos ottende film ingen storfilm. Det er derimod et snakkende kammerspil i en hytte med otte venner, der leger western.
Det er netop de i alt otte Tarantino-film, som titlen refererer til. Det er den titel, som hans kritikere ville have valgt til at beskrive disse voldsblodige film. Som hadefulde. Og alt muligt andet ondt. Men Tarantino er ligeglad, lad dem snakke. Ligesom de otte dumme westernsvin, som er samlet i hytten. De snakker også. Og de spiller, som de er bedste venner. Som de hygger sig. Som når Kurt Russells ‘Galgemanden’ kalder bitch efter sin kvindelige fange, der skal hænges i Red Rock for en dusør på 10.000 dollars. Eller når Samuel L. Jackson tømmer sin seksløber ind i én, så indvolde sprøjter klamt og komisk i fjæset på en anden. Det er næsten lige så sjovt, som skuespillerne synes, det er.
Dem, der vil kalde de syv andre film for hadefulde, vil sikkert også anklage “The Hateful Eight” for at være både racistisk og kvindefjendsk. Det er den ikke. Tværtimod. Selv om hun da godt nok er en morderisk kælling, og han en hævngerrig dusærjæger, så er de ikke repræsentanter for deres minoritet – kvinden og den sorte. De er bare mennesker, der som alle andre har retten til at være et hadefuldt røvhul. En bitch og en nigger, som de så nedladende bliver kaldt det af de andre seks lige så dumme svin.
På den måde er Tarantinos ottende film en stor, nørdet joke, der gør grin med de voldskritikere, som stadig tror, at man bliver voldsperson af at se voldsfilm. Men joken bliver aldrig en voldgod film. Eller en voldsomt stor film. Dertil er dens armbevægelser for små til sin grotesk store 70mm-krop, der kærligt hilser tilbage på de syv andre dejligt dræbende jokes.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet