Tid til at tænke, tænke, tænke

Når en film er blevet hædret med en pris på festivalen i Cannes, er den pr. definition genstand for øget interesse og forhøjede forventninger fra et filmpublikum med smag for de smalle. Amat Escalante vandt sidste år den prestigefyldte instruktørpris for “Heli”. Det er ikke svært at se hvorfor. “Heli” stråler af moderne filmkunst i sine flotte billeder, sin gennemførte stemning og sine stille, men aldrig tavse scener. Historien er menneskenær med et gran samfundskritik. Brutal og poetisk. Og så til forbeholdene.

Det er en tendens i moderne filmkunst, at filmene gerne skal være læsset med korte scener med sparsom dialog og et observerende kamera, der er placeret midt i begivenhederne. Det er den slags, man vinder priser for i Cannes. De filmfine elsker det. Det giver åbenbart filmen et poetisk vibe at give publikum uendeligt med tid til at tænke og reflektere, når de fleste scener er dialogforladte og omhandler små, undselige hverdagsbegivenheder. Den stil er ved at infiltrere størstedelen af de film, der gerne vil signalere ambition og arthouse, men hvis ikke indholdet og opfindsomheden derudover er i top, så bliver disse film altså træge, langsomme og en snert snobbede.

“Heli” slipper nogenlunde fra det, selvom den også til tider kæmper for at få overflødighed til at se kunstnerisk ud. Det er især takket være sit ultravoldelige midtvejsklimaks, at historien om en familie, der kommer på gal fod med narkoverdenen, kan holde til at have scener, hvor der ikke sker andet, end en karakter bader, arbejder eller fortæller om sin plan for dagen. Vi venter på katastrofen, venter på gnisten, der antænder eksplosionen. Imens vi venter, kombinerer Escalante på flot vis miljøbeskrivelse og stemningsopbygning.

Kameraet er evigt observerende og føles derved tilstedeværende, hvilket formodentligt giver lige præcis den effekt, instruktøren er gået efter. Den grumme historie forekommer autentisk, både når der sker noget, og når det blot er karakterernes hverdag, der er i centrum. I filmens første halvdel, hvor det sidste for det meste er tilfældet, da bliver den autentiske stil dog en hæmsko for, at jeg kunne udvikle følelser for karaktererne som andet end en hvilken som helst mexicansk familie. Escalante synes at gå efter at vise, hvor meningsløs og voldsom brutaliteten omkring narkokartellerne er, og det lykkes han med. Han lykkes dog ikke på samme måde med at skabe unikke og interessante karakterer.

“Heli” indeholder scener med så eksplicit vold, at det gør “Saw”-filmene til skamme, og der midt i volden, midt i filmen fungerer stilen helt eminent. ‘Se, se hvor vanvittig denne narkoverden er,’ kan man næsten høre instruktøren skrige. Desværre er hans karakterer ikke stærke nok til, at de kan bære efterchokket en hel halv film, og “Heli” slutter således efter en lidt for lang udtoning.