Hitcher, The
Udgivet 24. jun 2007 | Af: kaduffo | Set i biografen
Desværre varer hverken idyl eller spænding for alvor ved. En mystisk blaffer begynder – uvist helt af hvilke årsager – at forfølge og chikanere det unge par og efterlader ved samme lejlighed et spor af blod og myrderier bag sig. Og dermed forsvinder det spændingsskabende incitament også stille og roligt som dug for den sol, der trods alt indfinder sig undervejs. Jo flere lig, der bliver langet over disken i blafferen John Ryders bloddryppende regnskab, des sværere bliver det at bevare fornemmelsen af bare en smule af den suspense, som ellers burde være selve fundamentet i en film som “The Hitcher”.
Men instruktør Dave Meyer har altså villet det ganske anderledes. Resultatet er halvanden times fladpandet actiondrama med biljagter og tilfældige nedskydninger til følge, hvilket i hvert fald ikke giver den dybde og subtilitet, som originalen nu engang havde. Selv om chokeffekterne da indfinder sig – og det nærmest på kommando – og referencerne til gysets mester, Alfred Hitchcock, også er allestedsnærværende, er det nu svært at forene sig med “The Hitcher” som andet end ligegyldig metervareproduktion. Gys er der i hvert fald ikke så voldsomt meget af, og man lulles hurtigt ind i filmens rutine med en sand opblomstring af lig, hvorend de to teenagere bevæger sig hen.
Det dramatiske klimaks indfinder sig derfor aldrig for alvor. Den suspense, filmen ellers lægger op til ved første øjekast, ødelægges på grummeste vis af et gigantisk overkill. Det virker en kende meningsløst og helt ude af trit med de faktiske rammer at indordne budgettet efter voluminøse effektmagerier, når uhyggen i de bedste gyserfilm traditionelt set har ligget gemt i de små detaljer. Selv om blodet flyder og bliver solidt udpenslet nærmest fra start til slut, er det derfor svært at se sig tilnærmelsesvist tilfredsstillet og i endnu mindre grad mættet.
Med det sagt har “The Hitcher” trods alt stadig sine ganske udmærkede øjeblikke, som primært tilfalder filmens egentlige hovedperson. Sean Bean er uknækkelig og viser sig som en fremragende karakterskuespiller, filmens forholdsvist svage manuskript til trods. Han er grusomheden selv og får da også nakkehårene til at stritte, selv om filmen som helhed altså ikke formår at øve samme indflydelse. Og det er vel i og for sig præstationer som denne kombineret med de underholdende men ligegyldige actionscener, der får hele menuen til at glide ned, selv om det er en ret, der er glemt hurtigt bagefter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet