Tilbage til Midgård

2012 har været spækket med længe ventede storfilm. Joss Whedon indledte blockbuster-sæsonen med den ultimative superhelte-flick, “The Avengers”. Derefter afrundede “The Dark Knight Rises” Christopher Nolans mørke og skelsættende Batman-trilogi. Men med den film, der nok har genereret flest sommerfugle i maven på forventningsfulde fans, afslutter Peter Jackson året med en tilbagevenden til det univers, han som den første nogensinde formåede at smække op på det store lærred med succes. Og “Hobbitten: En uventet rejse” indeholder alt, vi har ventet på!

Det er, som om Peter Jackson først og fremmest blev sat i verden for at filmatisere Tolkien. Jovist, han har lavet andre gode film (såvel som nogle dårlige af slagsen), men ingen af hans andre værker når “Ringenes herre”-filmene og nu også “Hobbitten: En uventet rejse” til sokkeholderne. Der går et splitsekund, fra filmen starter, til, at man atter føler sig hjemme i gode, gamle Midgård – nærmere bestemt Herredet. Her er hobbitten Bilbo Sækker ved at nedfælde sine erindringer fra den tid, hvor han i selskab med Gandalf og 13 dværge drog mod Det Ensomme Bjerg for at dræbe dragen Smaug.

Deres rejse mønstrer adskillige udfordringer og oplevelser samt et skæbnesvangert møde med et afstumpet, usselt og ækelt væsen ved navn Gollum. Men hvor “Ringenes herre”-trilogien er meget mørk og dyster grundet historiens ramme alvor, er “Hobbitten: En uventet rejse” et mere muntert eventyr. Gruppen med de 13 dværge består både af sjove, kloge og alvorlige figurer, og Bilbo er simpelthen en sjovere og mere frisk hobbit end Frodo. Stemningen er derfor generelt hyggeligere, selvom Jackson og Guillermo del Toro (som har været med til at skrive manuskriptet) alligevel lader de visere karakterer fornemme, at en ondskab ligger og lurer. Man fristes næsten til at kalde Sauron for ”den usynlige fjende”!

En af filmens største forcer er Jacksons elegante håndtering af det store persongalleri. De 13 dværge bliver praktisk talt præsenteret én ad gangen, og de får plads til eksistere i filmen som reelle karakterer og ikke bare som ligegyldige bipersoner. De næsten 3 timer, som filmen varer, bruges altså konstruktivt på at fortælle historien, opbygge karaktererne og skildre universet. Man keder sig ikke ét sekund, men fortrylles derimod af Tolkiens betagende univers, som Jackson så fornemt har filmatiseret.

At se “Hobbitten” er en udsøgt fornøjelse, men at se den i HFR 3D er intet mindre end fantastisk. 3D kan være flot, men for det meste virker billedsidens ekstra dimension som en ligegyldig detalje. Men i 48 fps er dybden, skarpheden og den bløde fornemmelse dog så markant, at det positive langt overskygger de få minusser, der stadig er ved 3D-præsentationen. Flere gange under filmen oplever man, at objekter flyver ud mod én, eller man får fornemmelse af, at der reelt flyver en fugl rundt i salen. Det er hamrende effektivt! Jeg oplevede ingen problemer med at vænne mig til den højere billedhastighed, og for mit vedkommende var den eneste bivirkning, at jeg beundrede filmen endnu mere! Forskelllen på 2D og 3D er det rene vand i forhold til forskellne på 3D i 24 billeder pr. sekund og 3D i 48 billeder pr. sekund. Visuelt er “Hobbitten: En uventet rejse” simpelthen en overvældende og magisk oplevelse!