Det begynder med en actionscene som i en “Transformers”-film. Det er det ikke. Derimod er det en film om Shia LaBeouf. Sådan cirka.

For selv om hovedpersonen i “Honey Boy” hedder Otis, så handler det i virkeligheden om Shia.

Det er Shia LaBeouf, der har skrevet “Honey Boy”, hvor han selv spiller den misbrugsramte far til Otis, James, der minder en del om Shia LaBeoufs egen far, Jeffrey. Det handler om Shia.

Sådan plejer det at være med Shia LaBeouf. Tænk bare på dengang, hvor skuespilleren live-streamede sig selv i en biograf, hvor han uden pause så samtlige film med Shia LaBeouf. Det var sært.

Til sammenligning er “Honey Boy” ikke så sær en størrelse, men nærmest konventionel efter Shia-standarder. Den er sat sammen som “Rocketman” – bare uden Elton Johns sange.

For efter den indledende optagelse af en actionscene med Lucas Hedges i rollen som den 22-årige Otis bliver skuespilleren anholdt for spritkørsel og siden sendt i terapi. Nu skal fortiden forklare nutiden.

Herfra spoles der fra 2005 tilbage til 1995, hvor Noah Jupe spiller Otis den yngre over for Shia LaBeouf i rollen som farmand.

Det er opgøret med faderen, der er det centrale omdrejningspunkt i “Honey Boy”, hvor LaBeouf i en udgave af sin egen far både anklager og forsoner sig med ham.

Den unge Otis forsøger at slå igennem som skuespiller med faderen som lønnet værge – skilt fra moderen efter et overgreb.

Sådan opholder “Honey Boy” sig primært i barndommen imellem filmroller og motel-hjemmet, hvor det oser af slumromantisk americana med prostituerede, misbrug og fortabte sjæle.

Det er som en pænere udgave af “The Florida Project“, der også viste omsorg og forståelse for sine tabere på motellet.

Otis er fanget i midten. Taler i telefon med mor, som han gengiver videre til far, der svarer til Otis, som gengiver til mor. Det er en dårlig barndom.

På den måde er “Honey Boy” en slags forklaring på nutidens Otis – og Shia LaBeouf.

Den største styrke ved den her nøglefilm for Shia LaBeouf er, at han ikke entydigt peger på faderen som skurk, som det var tilfældet i parallelfilmen “Rocketman”.

I stedet spiller han faderrollen som et terapeutisk og forsonende forløb – han er både fader og søn. Skurk og offer. Manuskriptforfatter og skuespiller. To sider af sagen.

Derfor er “Honey Boy” selviscenesættelse, når det er mest sårbart. I en film om Shia LaBeouf – og sikkert mange andre med en hård barndom i bagagen.