I udkanten af Disney World

Der er fyldt med kontraster. Disney World ligger lidt længere ned ad vejen i et solbeskinnet Florida, hvor turisterne køber falske mærke-parfumer af white trash-alenemor Halley og datteren Moonee med det store ordforråd. Hun er ikke gammel, men kan allerede sige bitch, fuck og taber. “The Florida Project” er Disneyland vendt på vrangen. Det er sådan, at Sean Baker laver film.

Heldigvis er Baker blevet udstyret med et ægte kamera til “The Florida Project”, der ikke er samme søsyge oplevelse som “Tangerine”, som han optog med en iPhone 5S. Men det er samme type film. Dengang i et solrigt Los Angeles med palmer og transkønnede prostituerede ved juletid. Julens glansbillede blev sat i kontrast til gadens transer, der ledte efter kærlighed og et julemirakel. Aldrig socialrealistisk pessimistisk, men lækkert empatisk. De var mennesker – ikke ofre.

Det er beboerne på Magic Castle Inn også. Og på trods af navnet er der ikke tale om et luksushotel inde i Disney World, men derimod et motel ved den store vej, som kører forbi Disney Gifts Outlet. Willem Dafoe spiller en slags tough love-faderskikkelse for motellets mange udsatte og udstødte sjæle, der lejer et værelse med bad til 35 dollars pr. nat. Han er bestyreren, som passer på den skrig-lilla bygning, men lige så meget passer han ægte kærligt på Halley og Moonee og alle de andre i dette virkelighedens Magic Castle. En pædofil følges væk fra området, inden et par fordrukne bryster dækkes til ved den fælles pool.

Willem Dafoe er brandslukker – lige på nær da Moonee og ballade-vennen, Scooty, rent faktisk sætter ild til et forladt hus. “The Florida Project” følger børnenes begrænsede perspektiv, hvilket intelligent udsiger pointen om arv og miljø – børnene bliver deres forældre. I dette tilfælde er det perspektiv ikke opmuntrende, når vi bliver hos Moonee i badekarret med høj musik, imens mor igen har besøg på værelset. Den slags tænker Moonee ikke på – ligesom ugens husleje også er de voksnes problem, der elegant kigger ud igennem sprækkerne på fortællingen om sommerferien for de børn, der aldrig kommer på besøg inde i Disney World.

De må i stedet tigge til en is i udkanten af Disney-lykken og den sociale afgrund i et trashet stykke americana a la Andrea Arnolds “American Honey”, hvor de smukke tabere også kaldte bitch i stedet for baby. Du bliver din opvækst, og selv om Willem Dafoe har brugt 20.000 dollars på at nymale sit Magic Castle lilla med gule detaljer, så ændrer det ikke på, at her bor fordrukne krigsveteraner og enlige forældre uden job, som Moonee fortæller den nye pige, Jancey, der er flyttet ind som nabo i Futureland med bedstemor, imens mor er stukket af med en mand.