Det magiske badekar

I det lille, hengemte samfund Badekarret, som er afskåret fra resten af verdenen, bor den 6-årige pige Hushpuppy sammen med sin far, Wink. Og Benh Zeitlins instruktørdebut, “Hushpuppy”, er nøjagtig lige så særegen som navnene på dens personer og steder. Vel at mærke på den gode måde.

Som sagt er Hushpuppy blot seks år gammel, men hun besidder allerede en stærk, om end temmelig blåøjet forståelse af verden og de ting, der sker omkring hende. Det bliver hun dog også lidt nødt til at have, eftersom hendes mor er smuttet, og hendes noget rodløse far er temmelig utilregnelig. Men virkeligheden begynder at ramle ned over Hushpuppys lille verden, da hendes far bliver ramt af en mystisk sygdom, som gør ham svagere, end hun nogensinde har set ham. Pludseligt bliver alle de overlevelsesteknikker, som hun er blevet lært af Wink, strengt nødvendige, især fordi farens sygdom i Hushpuppys lille hoved er ensbetydende med universets undergang.

Zeitlin har begået en eventyragtig drøm af en film, der formår at sætte fokus på forskelligartede problematikker som klimaforandringer, overlevelse, kærlighed og ansvar – alt sammen set igennem øjnene på den elskelige, purunge Quvenzahané Wallis, som i dén grad fortjener en Oscar-nominering. Jovist, hendes brune øjne og krusede krøller hjælper gevaldigt på charmegenet, men hendes åbenlyse og enorme skuespillertalent er det, der gør størst indtryk. Hun har relativt få replikker, men hendes kraftfulde mimik og følelsesudbrud brænder sig fast på nethinden. Hun er utroligt troværdig.

I rollen som Wink er Dwight Henry også uhyre veloplagt, og det er nærmest ufatteligt, at dette faktisk er Henrys første skuespillerrolle (til dagligt arbejder han som bager i sin egen butik i New Orleans). Klimaforandringerne, som er en af filmens ankepunkter, og som truer Hushpuppys lille samfund, gør, at Henrys grusomme oplevelser under orkanen Katrina for alvor sættes i relief. Det ses blandt andet i scenen, hvor en mand fra Badekarret vil vise Hushpuppy, hvordan man pænt bruger en kniv til at sprætte en krabbe op. Wink får et flip og råber af Hushpuppy, at hun skal flå krabben med de bare næver. Hushpuppy gør det sammenbidt og springer herefter op på spisebordet og fremviser sine biceps, nøjagtig som et maskulint muskelbundt ville gøre det. Vildskaben lever i bedste velgående i far og datters karakterfaste forhold.

Visuelt og lydmæssigt brillerer “Hushpuppy” også. Allerede fra anslaget bliver man grebet af filmens unikke rejse, hvor billede, lyd og musik går op i en højere enhed – såsom da Badekarret i starten bliver introduceret af Hushpuppys barnlige røst, hvorefter alle i det lille samfund løber rundt som små børn og fejrer endnu en festdag med glimtende fyrværkeri i hænderne, alt imens blæseinstrumenterne slår gækken løs på lydsiden og understøttes af slagkraftige trommeslag. Det er ren filmmagi, og man får selv lyst til at løbe, lege og være fuldkommen fri sammen med resten af det vilde folk i Badekarret. Hjertet slog altså lige et ekstra lille slag for mit vedkommende, og det var blot få minutter inde i filmen.