I'm Not There

InstruktionTodd Haynes

MedvirkendeCate Blanchett, Heath Ledger, Julianne Moore, Ben Whishaw, Charlotte Gainsbourg, Michelle Williams, Marcus Carl Franklin, Christian Bale, Richard Gere, David Cross, Kris Kristofferson, Don Francks

Længde135 min

IMDbVis på IMDb

I biografen23/11/2007

Anmeldelse

I’m Not There

4 6
The Actors They Are a-Changin’At hævde, at “I’m Not There” adskiller sig fra markedets andre film om kendte musikere, svarer til at konstatere, at Bob Dylan er en nogenlunde guitarist, der sælger et par plader i ny og næ. Altså sagt med andre ord: Det ville være en astronomisk underdrivelse. Todd Haynes’ filmiske mosaik om den førnævnte kunstner er en abstrakt affære. Visse ville måske betegne den som skizofren. Hele seks forskellige skuespillere får undervejs lov til at portrættere den mundharmonikaglade, amerikanske folkesanger – lige fra en 13-årig sort dreng til en næsten 40 år gammel, australsk kvinde. Det lyder umiddelbart, som om “I’m Not There” er noget prætentiøst rod. Men Dylan kunne vitterligt ikke have forlangt en mere respektfuld cadeau til sig selv og sit blændende repertoire.
Nøjagtig ligesom kunstneren, der er filmens omdrejningspunkt, nægter “I’m Not There” at blive sat i bås eller forfalde til sin kunstarts konventioner. Filmens alternative, næsten rebelske fremfærd afspejler Dylans attitude, da offentligheden forsøgte at påtvinge ham et bestemt image og en bestemt agenda, efter at han for alvor havde slået igennem på den musikalske scene i 60’erne. Og mandens turbulente oplevelser som eftertragtet superstjerne på størrelse med The Beatles og Elvis i netop dét årti er blot en af de perioder i Dylans begivenhedsrige liv, der fornemt afbildes af Haynes og Co.

Ved netop at hyre så forskelligartede skuespillere til at portrættere Dylan understreger man virkelig hans alsidige natur både som musiker og som menneske. Samtlige skuespillere lever sig fuldstændig ind i rollen på en måde, der gør, at “I’m Not There” ikke kommer til at virke som en række sammenklippede kortfilm, men derimod som én samlet fortælling blot med flere lag end den gængse spillefilm. Hver skuespiller repræsenterer Dylan (dog aldrig af navn) fra hver sin epoke i sangskriverens liv. Teenageren Marcus Carl Franklin har formentlig en gloriøs karriere i vente. Han er enormt charmerende og hans naivitet og boblende glæde for musikken gør ham til et perfekt symbol på den unge Dylans spirende kreativitet.

Fremragende Ben Whishaw, som imponerede i Tom Tykwers “Parfumen: Historien om en morder”, får desværre ikke lov til at medvirke længe. Men han får lov til at levere nogle af manuskriptets skarpeste replikker som noget nær filmens fortæller. Christian Bale optræder heller ikke ofte, men han er fabelagtig som den mere indadvendte, beskedne Dylan, der endnu ikke har opnået stor berømmelse. Berømmelse svælger Dylan til gengæld i, da han spilles af Heath Ledger, som leverer en af sin karrieres mest nuancerede og desværre også sidste præstationer som musikeren i den periode, hvor han opdagede kærligheden og senere mærkede den sive ud mellem fingrene som sand.

Rollebesætningens mest omdiskuterede medlem er naturligvis Cate Blanchett, hvis indsats fortjener at blive associeret med alle tænkelige superlativer. Uden slinger i valsen skildrer hun en splittet Dylan, der afskyr sin egen celebritet, men som samtidig forstår, at berømmelse er en pris, han desværre er nødt til at betale for at få sine pacifistiske budskaber udbredt. Richard Gere er også god som en aldrende Dylan, der i en sen alder genopdager kærligheden til musikken og respekten for dens lindrende kraft. Men Geres del af filmen er desværre ikke nær så underholdende som de andre. Tempoet daler i disse sekvenser, og hverken den gamle Dylan eller hans kammerater er ligeså interessante som resten af persongalleriet.

Hvis man synes, det lyder, som om man har ofret empatiske figurer og spændende drama for at få plads til tung symbolik, kan man tage den med ro. De veloplagte skuespillere går så godt i spænd, at man øjeblikkeligt opnår sympati for karaktererne og interesse for deres forsøg på at overkomme alt fra racisme og intolerance, til kynisk kommercialisering og knugende kærestesorger. “I’m Not There” er en film om musik. Om kærlighed, frihed og modet til bare at være sig selv. Formentlig (og forhåbentlig) vil filmen få fans til at opsøge mandens plader på ny og uindviede lyttere til at tage et nærmere kig på Dylans diskografi og vidtfavnende poesi.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Der er kun ét betydningsfuldt problem, der plager udgivelsens transfer: Manglende skarphed. Billedet er aldrig alvorligt sløret, men det er heller aldrig knivskarpt, og visse totalbilleder påkræver, at man kniber lidt med øjnene. Kontrasten er ellers god – især sort/hvid-sekvenserne ser godt ud og byder på både blækagtige, sorte og kridthvide nuancer, der ikke blænder. Hverken udtværinger eller glorier får visuelle detaljer til at gå tabt, og støj optræder yderst sjældent. Farverne er tilpas mætte, og temperaturen er stabil.
AudioForskellen på udgivelsens Dolby Digital 5.1-mix og DTS 5.1-lydspor er beskeden. Baghøjtalerne bruges sjældent, men det gør heller ikke så meget, da den diplomatiske brug af fronthøjtalerne synes at gøre filmoplevelsen endnu mere intim. Der er flere finurlige, effektive panoreringer, og både de mange replikker og musikalske toner er enormt distinkte. Baghøjtalerne og LFE-kanalen tages fornemt i brug under flere af filmens musikalske indslag, hvorved musikken opnår lige den auditive gennemslagskraft, den bør.
EkstramaterialeDesværre indeholder skiven meget lidt udover filmen, og det medfølgende ekstramateriale lever ikke op til forventningerne. “Heath Tribute” (3 min.) er desværre ikke en fyldestgørende dokumentar om den afdøde skuespiller, men blot en ligegyldig montage med klip fra “I’m Not There”. 24 minutters forlængede scener medfølger også, og der er enkelte af de saksede øjeblikke, der er interessante, men en stor del af de 24 minutter figurerer endda i filmen. Fire minutters kedelige fraklip og trailere til “I’m Not There” og “The Forbidden Kingdom” er også inkluderet.

“I’m Not There” er en herlig hyldest til en af vor tids største poeter: Bob Dylan. Et eminent ensemble portrætterer forskellige facetter af den gådefulde musikers personlighed, hvorfor filmen ender som et af de mest unikke og fascinerende personportrætter til dato. Derudover er filmen spækket med fabelagtige sange, og æstetisk er filmen ligeså dejlig legesyg som dens særprægede fortællestil. På dvd ser filmen udmærket ud og lyder virkelig godt. Det er en skam, at der ikke medfølger meget ekstramateriale, men med mindre man har en kraftig aversion mod Dylan, bør man i det mindste leje dvd-udgivelsen.

Trailers

Kort om filmen

Instruktør Todd Haynes portrætfilm om Bob Dylan, “I’m Not There”, skiller sig ud ved ikke blot at være anerkendt af legenden selv, der for første gang har givet et filmhold adgang til hele sit bagkatalog, men hvor hele seks forskellige skuespillere spiller seks forskellige sider af Dylan – unge som gamle, kvinder som mænd og sorte som hvide – i en svimlende tur gennem Dylans mytologiske verden og omskiftelige liv.