Imitation Game, The

InstruktionMorten Tyldum

MedvirkendeBenedict Cumberbatch, Keira Knightley, Matthew Goode, Mark Strong, Rory Kinnear, Matthew Beard, Charles Dance

Længde114 min

GenreHistorisk

IMDbVis på IMDb

I biografen29/01/2015


Anmeldelse

Imitation Game, The

4 6
Verdens første computernørd

Den her britiske made-for-Oscars-sag er en irriterende kvalitetsfilm. Jeg kunne næsten ikke høre dialogen, fordi “The Imitation Game” konstant skreg: GIV MIG EN OSCAR! i munden på skuespillerne. En biografisk film med en lidt mærkelig, men ikke for mærkelig hovedperson sat ind i en 2. Verdenskrigsramme, der samtidig lødigt behandler et tabu som homoseksualitet, er et rent 12-tal til Oscar-eksamen. Det bliver ikke mindre irriterende af, at Benedict Cumberbatchs hovedperson, matematikgeniet Alan Turing, lægger for biopic-land som sit ældre jeg med at fortælle sin utrolige historie fra dengang.

Og den historie ér utrolig og støbt i kvalitet på den der “Kongens store tale”-måde, hvor én eneste mand må udvikle sig som menneske for at redde hele verden fra Hitler. For nok er Alan best of the best-klog, men de sociale kompetencer er tilsvarende modsat af den imponerende IQ. Klogskaben skal bruges i et tophemmeligt projekt, der skal knække nazisternes ubrydelige Enigma-kode, som dækker over Hitlers angrebsplaner. Men for at nazikoden kan brydes, må Alan først lære at bryde de sociale koder i verden. Han må lære at samarbejde. Med sit hold. Og åbne op over for den ligesindede genipige spillet af Keira Knightley med fremskudt underbid. Den rammefortælling er irriterende forudsigelig som en sportsfilm, hvor den egoistiske stjerne må indordne sig på holdets præmisser, så England kan vende den håbløse kamp imod Tyskland og score i sidste sekund.

Der er straks mere spænding i Alans indre kamp. Med sin stive sideskilning og manierede målrettethed videreudvikler Benedict Cumberbatch sikkert på sin titelrolle fra tv-serien “Sherlock”. Alan Turing er som Sherlock Holmes. Selvsikkert er han overbevist om, at han kan løse gåden om koden, imens de homoseksuelle antydninger presser sig på. Her dog ikke Doctor Watson. Den del af ham hører nu fortiden til, Alan har lagt låg på sit sande jeg, sat kode på. Han er sværere at blive klog på end tyskernes Enigma.

De to kampe, Enigma-kodeknækningen og Alans indre, forenes dygtigt og driftsikkert i en maskine, der kan tænke selv. I dag kalder vi det for en computer. Alan kalder den for Christopher. Den skal knække Enigma for Alan. Mand og maskine, geni og computer er den mest menneskelige og interessante relation i “The Imitation Game”. For selv om det er skabelonkedeligt, at hærens øverste chef er lige så stædig og tungnem som alverdens krimichefer på film tilsammen, og derfor naturligvis vil stoppe projektet halvvejs, så er Alans desperate reaktion på slukningen af Christopher spændende. Det er ikke bare Enigma-projektet, der trues med lukning. Men selve Alan og hans natur. For Alan er den her maskines kodehjerne lige så sexet som et menneskes. Han er afhængig af den. Som en Facebookprofil, som en, der forstår ham, eller måske mere end det.

Hemmeligheder, undertrykkelse og løgne er kodeordene til “The Imitation Game”. I den afdeling er Mark Strongs typecastede MI6-agent koldkrigsskøn at se på. Han er altid så hemmelig. Her skal han holde projektet hemmeligt. Ingen må få at vide, hvem Alan er – kodebryder blandt andet. Det er godt tænkt at bruge efterretningstjenesten som dobbelt modstander for den hemmelige matematiker. Verden må intet ane, om hvad Alan laver professionelt eller privat. En tragisk, sikker måde at nedbryde et menneske på. Det er her den Oscar-udklædte filmleg er bedst. Når verdenshistorien; Enigma og den senere kolde krig, bruges som spejl på Alans forpinte indre.

”Døm ikke mine handlinger før til sidst,” siger Alan Turing i begyndelsen af sin fortælling. Det vil jeg love dig, Alan. Her er vi så. Jeg synes, filmen om dig er for ordinær til så ekstraordinært et menneske som dig. Den er ikke lige så mærkelig som dig, som du fortjener. En kvalitetsfilm med en for simpel kode.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“The Imitation Game” handler om matematikeren Alan Turing og Enigma-koden under Anden Verdenskrig. Historien følger forsøget på at løse ligningen bag koden.

Alan Turing spilles af Benedict Cumberbatch, og filmen er instrueret af manden bag “Headhunterne”, Morten Tyldum.