Ole Lukøje går amok

Efter noget ventetid landede “Inception” endelig hos redaktionen, og på trods af den mindre forsinkelse, skal læserne naturligvis ikke snydes for en af årets mest ventede udgivelser. Forfatter og instruktør Christopher Nolan har som få forstået at ramme en nerve i mainstreamen. Gang på gang stryger hans film direkte ind på filmfolkets lange lister over yndlingsfilm, så da årets næstmest hypede science fiction-film ramte biograferne, havde den 40-årige stjerne noget at leve op til. Og han fejlede bestemt ikke.

Leonardo DiCaprio står forrest i rollen som den talentfulde drømmetyv Cobb, der modvilligt påtager sig en opgave, da den viser sig at være hans eneste vej tilbage til sine børn i USA, som han er udvist fra. Jobbet går i al sin indviklethed ud på at placere en tanke i hjernen på arvtageren til et gigantisk forretningsimperium. I bedste heist-stil samler Cobb et hold, som skal udføre den næsten umulige opgave, men inden længe står det klart, at Cobbs indre dæmoner risikerer at kompromittere hele affæren.

Nolan har skrevet manuskriptet til “Inception”, og dette er i virkeligheden den største bedrift i filmens tilblivelse. Historien er ekstremt kompliceret, men Nolan har med kyndig hånd instrueret den, så det er forholdsvist let at følge med, og det på trods af, at den foregår i fem parallelle universer på samme tid – se, det er håndværk! I overensstemmelse med tidens trend er der ikke blevet tid til pauser i den hæsblæsende film, men i modsætning til de mange andre actionbrag, der for tiden strømmer ud af filmfabrikken Hollywood, er manglen på pusterum i fortællingen ikke en gene. Historien er skrevet ultrastramt, og på trods af, man kunne ønske sig, at filmen brugte en ekstra halv time på at udbygge de meget flade karakterer og udfylde et par små plothuller, er narrativet vældigt effektivt.

Selv om filmen nærmest mæsker sig i special effects, er disse holdt på et meget sobert niveau – de fungerer med andre ord som en velgennemtænkt underbyggelse af historien og ikke som et påmalet lag chrom, der prøver at dække over et manglende indhold – det er sjovt nok blevet en sjældenhed efter CGI’ens indtog. Især bør én af filmens mange actionscener fremhæves, nemlig en slåskamp, som udspiller sig i en korridor, hvor tyngdekraften konstant skifter retning. Hold kæft, hvor er det fedt! For denne anmelder er der ingen tvivl om, at sekvensen ligger i skarp konkurrence med introscenen i Bryan Singers “X-Men 2” om at være de sidste ti års mest velorkestrerede actionsekvens.

Og hvorfor må “Inception” så “nøjes” med fem stjerner og ikke seks? Svaret er at finde i Nolans manglende æstetiske vision. Sætter man en film på af f.eks. Jean-Pierre Jeunet, Coen-brødrene eller Terry Gilliam, går der ikke mange minutter, før man opdager, hvem der står bag kameraet – det ses i både kameraføring, lyssætning, personinstruktion, ja, i det hele taget alt, der udgør filmens stemning. Ikke et eneste stilistisk tiltag i “Inception” afslører, at det er Nolan, der står for iscenesættelsen – det kunne for så vidt være en hvilken som helst anden dygtig actioninstruktør. Lidt hårdt sagt byder filmen ikke på noget, der stilistisk set gør den til helt sin egen – Nolan beviser, at han er en af industriens dygtigste håndværkere, men nogen auteur er han ikke. Endnu.

Men lad os nu ikke fokusere på, hvad der kunne have været, for der er absolut rigeligt positivt at sige om “Inception”. Filmen er hamrende underholdende, og der er ikke så meget som ét sekunds kedsomhed i den kringlede fortælling. Ligesom “The Matrix” gjorde det i 1999, vil “Inception” blæse sokkeholderne af de fleste unge mennesker, mens det lidt mere rynkede publikum, som ofte er mindre til fals for imponade, stadig vil være kosteligt underholdt af denne drøm af et actionbrag.

Video

Præsenteret i 2.35:1. Det er ikke just et imponerende videotransfer, dvd’en byder på. Der forekommer en del digital støj, og hudtonerne er ofte alt for magenta. Ydermere kan man ofte se banding, altså hårde overgange i lysgradueringerne, og en god gang blocking – en slags “ophobning” af pixels – er også at finde. Derudover er store dele af filmen plaget af moires, der ses som lyse og mørke linier, som bevæger sig hen over skærmen (se næste billede). Det er ikke så heldigt. Til gengæld er kontrasten bundsolid, hvilket trods alt er det vigtigste, og der forekommer stort set ikke edge-enhancement, så transferet slipper med et lille tretal.

Audio

Dolby Digital 5.1. Der er ikke blot skruet op for de visuelle effekter – også lydsporet får fuld gas. Bassen er meget aktiv og bruges ikke blot i filmens mange eksplosioner, men også som en varslende, underlæggende buldren i drømmernes verden. Der er masser af panoreringer fra de mange skuddueller, og der er en glimrende fylde i Hans Zimmers effektfulde soundtrack. Desværre klinger dialogen lidt for hult og mangler en anelse nærvær, og det ellers spændende lydspor må derfor nøjes med fire stjerner.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder fire små dokumentarer, der primært omhandler tilblivelsen af filmens special effects. De er lidt for korte til at blive rigtigt interessante, og det er synd, da den slags dokumentarer kan være ganske spændende.

En drøm er en drøm er en drøm

Som auteurskikkelse i det store brogede hav kaldet mainstream findes der for tiden og i sin generation Christopher Nolan og så alle de andre. Ret beset har den britiske instruktør endnu ikke lavet en dårlig film. CV’et imponerer med de to kanoniserede kolosser “Memento” og “The Dark Knight”, der begge er nøglefilm fra det netop overståede årti, hvilket absolut ikke gør Nolans øvrige film dårlige. De er blot mere solide end egentligt unikke. Spørgsmålet til Nolans nyeste værk er derfor enkelt: solid eller unik? Dårlig er ikke en valgmulighed.

Dom Cobb er en tyv, men ikke en helt almindelig en af slagsen. Han stjæler hverken guld eller grønne skove, men derimod idéer fra folks underbevidsthed, alt imens Ole Lukøje drømmende ser til. Cobb er den bedste i branchen, men en dag får han stillet en umulig opgave af den mystiske forretningsmand Saito. Inception lyder opgaven, der som belønning vil give den efterlyste Cobb – der står anklaget for at have dræbt sin kone Mal – retten til at se sine børn igen. Missionen skal derfor lykkes, men den omhandler ikke tyveri, men derimod indsættelsen af en idé i underbevidstheden på en af Saitos konkurrenter. Cobb samler sit optimale hold til den tilsyneladende umulige opgave, der ikke smidiggøres af Cobbs egen uregerlige underbevidsthed, der til stadighed hjemsøges af den afdøde drømmekvinde Mal.

“Inception” er – hvis det drømmeagtige fedt skæres væk – en klassisk heistfilm, hvor en bande af specialister skal udføre deres livs kup. Først skal holdet samles og trænes, og slutteligt skal det nervepirrende kup så udføres. På den fulde rejse fra plan til kup er Nolan aldrig for fin til at levere action – og masser af den – fikst kombineret med detaljer og tankespil. En fin detalje er den auteurmærkede hilsen til Nolans første spillefilm “Following”, idet tyven fra dengang deler navn med tanketyven Cobb, spillet af Leonardo DiCaprio, der efterhånden spiller på et urimeligt stabilt højt niveau i hver eneste optræden. Flot spil er der også fra det øvrige stærkt karismatiske heisthold, der brillerer i første halvdel, men som svigtes markant af den småkedelige kupdel, der er klistret til med konventionel “James Bond”-action, der aldrig rigtig bliver pulsforøgende. Tværtimod.

Som i “The Dark Knight” lægges der i “Inception” fra land med en imponerende energifyldt og velkoreograferet startsekvens, hvor Nolans komplicerede æsketænkning á la Pandora – med drømme inden i drømme – med rolig hånd og køligt overblik bliver vist og ikke fortalt. Denne vægtning af det viste og det fortalte opretholdes ærgerligt nok ikke filmen igennem, hvor filmens drømmeunivers – tydeligt inspireret af “The Matrix” – gang på gang lidt tungt og trægt skal forklares, hvilket minder mig om, at de mest komplekse og sindrige brætspil typisk er dem med enkle og let forklarlige regler. “Inception” er som sådan uproblematisk at forstå, men dens mange og lange regler gør, at dette filmiske brætspil nok aldrig bliver en klassiker.

Mest vellykket er filmen, når den forlader sit fokus på kuppet og de mange anonyme og let overvindelige modstandere for i stedet at fokusere på den tragiske kærlighedshistorie imellem Cobb og Mal. Det er denne underprioriterede sidefortælling – som elegant er hæftet på filmens filosofiske omdrejningspunkt: drømmer jeg eller er jeg vågen? – der holder interessen i drømmedramaet vedholdende. Til denne typiske Nolan-tankesnørklede del af drømmen kan det anbefales at bide mærke i filmens Edith Piaf-reference møntet på Marion Cotillard – der fik sit internationale gennembrud med “Spurven” – der måske kan give en ledetråd til den utvivlsomme diskussion foranlediget af det kryptiske slutbillede.