Into the Wild
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 25. aug 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
I rulleteksterne til “Into the Wild” takker filmens instruktør Sean Penn ærbødigst skuespillerkollegaen Jack Nicholson. Om den hensigtserklæring skyldes samarbejdet omkring den fremragende “Løftet” fra starten af det nye årtusinde vides ikke, men en kendsgerning er det imidlertid, at det var her, Penn første gang fik vist prøvelser på sin ekvilibristiske kunnen som instruktør. Helt i den forlængelse er filmmagerens seneste bedrift “Into the Wild”, dog uden at kunne anklages for at besidde samme pondus.
Dansk islæt får vi for en stund med Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen, der her agerer to københavnske backpackere på vej ned igennem Grand Canyon. De er blot nogle af de mange aparte personligheder, som Alexander Supertramp møder på sin rejse gennem land og by, ødemark og storby, der begge synes uoverkommelige størrelser. Størst tiltrækning har naturen og vildnisset, for her har filmens hovedkarakter nemlig mulighed for at være helt sin egen uden den mindste indblanding fra artsfællerne. Ensomheden er dog på sigt en modstander, og undervejs udvikler den finurlige identificeren med rejselitteraturens karakterer sig til regulær skizofreni og åndeligt forfald.
Sean Penn har med fordel hentet fotografisk assistance hos den velrenommerede filmfotograf Eric Gautier – det var hjernen bag billedsiden i den bemærkelsesværdige “Motorcykeldagbogen” – og derfor et oplagt valg. De mange poetiske og berusende billeder udstiller på forbilledlig vis hovedkarakterens indre tankespind. I samspil med de panoramiske vidder er det en helt igennem sansefuld rejse ind i et eksistentielt menneskes allerdybeste afkroge, og heri ligger filmens udtalte styrke. Årsagen til den store viden omkring Alexander Supertramps gøren og laden og de tanker, han gjorde sig, skal findes i den dagbog, som den spirende litterat skrev på undervejs, og som blev fundet ved en vraget bus i ødemarken i Alaska i 1992.
Fortælleformen er stringent lineær, serveres som en række kapitler i livets bog og fattes derfor et ydre drama, som kan holde dampen gående i længere tid ad gangen. “Into the Wild” er et fascinerende og sensitivt portræt af et følsomt og plaget individ, garneret med varme og kærlighedsfulde delhistorier undervejs. Desværre mangler der svar på en række af livets spørgsmål. Men den manglende forløsning minder nok i virkeligheden en del om den følelse, de efterladte må sidde tilbage med på baggrund af udviklingens forløb.
“Into the Wild” præsenteres visuelt i et ganske prangende anamorphic widescreen 2.40-format, som på det nærmeste er uden ridser i lakken. Enkelte er der dog i de ganske få tilfælde af edge-enhancement, som kan bemærkes i et par af filmens lysere scener. Digitale forstyrrelser eller for den sags skyld udtværinger er der til gengæld ingen af, og det skarpe look oppebæres i øvrigt af et flot farvevalg og en solid kontrast.
Største attraktion ved det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydformat er uden tvivl de stemningsfulde sange, som er skrevet af ingen ringere end frontfiguren fra Seattle-bandet Pearl Jam, Eddie Vedder. Men filmen er dog også på andre måder præget af et vellykket auditivt udspil, hvor dialogen er både tydelig og uden overstyringer, effektlydene er distinkte, og atmosfæren detaljerig. Og så er det ingen skam, at der også har indsneget sig flere vellykkede lydpanoreringer.
Udgivelsen indledes med trailere for “Drageløberen”, “Margot at the Wedding” og “Stardust”. I supplement forefindes en trailer for “Into the Wild” samt de to længere featuretter “Into the Wild: The Experience” og “Into the Wild: The Story, The Characters”, som begge igennem interviews og bag om kameraet optagelser dissekerer filmens tilblivelse samt den autentiske histories originalforlæg. Jævnt, men ikke uden substans.
“Into the Wild” er seneste filminstruktion fra Sean Penns hånd siden den overmåde vellykkede “Løftet”. Helt så uforglemmelig er nærværende film imidlertid ikke, men alligevel får Penn vist, at han har en særlig begavelse for at skildre eksistentielle skæbner, både i og uden for deres rette element. “Into the Wild” har store styrker, men desværre spænder længden ben for det samlede indtryk. Og så kunne filmens fortællegreb også have tålt en finjustering.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet