Det synger i skoven

“Into the Woods” er en grim film. Nej. “Into the Woods” er en Grimm-film. Et flabet, postmoderne opkog, en genfortolkende leg og et musicalsk miskmask af de mest kendte eventyr skrevet af brødrene Grimm. Alle skal de på tur ind i skoven; Rødhætte, Askepot, Rapunzel og Hans, der kravler op ad bønnestagen. Inde i skoven møder de en syngende Meryl Streep og en voksen Grimm-fortolkning, der aldrig ville gå på Disney Channel. Det hele begynder med: Der var engang, og det slutter med, at nogen lever lykkeligt til deres dages ende.

For det her er nemlig ikke Disneys udgave af “Askepot”, hvor musene synger så sødt og sjovt. Det er tættere på den Grimm’e, hvor de onde stedsøstre får øjnene hakket ud af skovens fugle som hævn. Det er en udgave, hvor eventyrenes ‘på-vej-til-at-blive-voksen-seksuelle’-fortolkningsrum dyrkes uden skam. Rapunzels gyldne hår er til, for at prinsen kan rive i det. Hans løsriver sig fra sin mor, imens bønnestagen bare vokser og vokser. Og pigen med den ubrudte menstruations-rødhætte møder ikke en rigtig ulv, men en slags ulvemand, der er farlig, men også lidt spændende. Velkommen til voksenland.

Det hele slås an af den catchy introsang “I Wish”. For det er det, det handler om: At ønske noget, at have lyst til noget. I centrum er bagerparret, der ønsker sig et barn. Men som i et rigtigt eventyr, så skal man ud på rejse, ind i skoven før ønsket kan gå i opfyldelse. De skal finde fire magiske ingredienser til Meryl Streeps hæslige heks inden midnat om tre dage. Inde i skoven smadres de mange eventyr ind i hinanden, hvilket gøres med smittende begejstring fra det eventyrlige cast, der næsten ikke afsløres i deres lip sync, når de synger.

Et syngende højdepunkt er da de to prinsebrødre sangkæmper om, hvem der lider mest i fraværet af deres prinsesse. ”Lidelse!” synger de komisk højstemt i munden på hinanden, imens de river skjorterne åbne til et bagtæppe leveret af et vandfald. Her er særligt Chris Pines Prince Charming dejligt slesk. ”Jeg blev ikke opdraget til at være oprigtig, men til at være charmerende,” tilstår han da prinseglansbilledet krakelerer. Det er humoristisk eventyrpunktering i “Shrek”-klassen, der også gjorde det radikalt anderledes end pæne Disney.

Halvvejs sker et modigt knæk. Fra musikalsk hyggefnis og lummer ironi til drabelig alvor. I det her opkogseventyr kan alle nemlig dø. Det sker ganske overrumplende, imens bageren gør sig alvorlige tanker om faderskab og ansvar. Knækket er ikke elegant integreret, men opleves overraskende som når nogen må lade livet i “Game of Thrones”. Tonen er pludseligt markant mørkere, og væk er en central eventyrskikkelse. Det er farligt i skoven.