Så er der Cinema fra tiden længe før 3D, streaming og Marvel.

“The Irishman” er nemlig en film om dengang, hvor Martin Scorsese endnu lavede friske, nytænkende værker som “Taxi Driver” og “Raging Bull”.

Men Scorseses Netflix-debut minder nu mest om hans “Goodfellas”. Det er endnu en gangsterfortælling om storhed og fald. Over 209 minutter.

Jeg så den i biografen uden tissepause, men “The Irishman” kan med fordel bides over i tre-fire dele som en miniserie, når den får streamingpremiere på Netflix.

Der er få dramatiske skift og hurtige højdepunkter, men derimod en brummende beskrivelse af endnu et gangstermiljø af italienske og irske immigranter i efterkrigstidens USA.

På den måde har Martin Scorsese på godt og ondt skabt en ‘god, gammeldags film’, der forsøger at sætte tiden i stå. Det samme kan siges om valget af skuespillere.

Robert De Niro og Al Pacino er tilbage i store hovedroller suppleret af Joe Pesci og Harvey Keitel. Man ved, hvad man får.

Man får også en nyhed i form af tidens trend i filmbranchen: Evig ungdom. Scorsese har brugt en stor del af Netflix-budgettet på ‘de-aging’-effekter, der gør De Niro i stand til at spille den samme Frank Sheeran fra 1940’erne og 50 år frem til slutningen.

Teknologien er troværdig, når det kommer til ansigtet, imens de krogede kroppe ikke kan skjule, at De Niro og Pacino er på vej mod de 80 år. De ser unge og gamle ud på samme tid.

De Niro er titlens irske mand, der igennem årene bliver håndlanger for både mafiaen og den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa, som forsvandt i 1975 – og aldrig fundet igen.

Det er denne mytologiske forsvinding i amerikansk historie, som “The Irishman” spinder en røverhistorie over – ligesom “JFK” gjorde det med mordet på John F. Kennedy.

Faktisk er der en elegant lille reference imellem de to film, da Joe Pescis godfather-karakter, Russell Bufalino, pludselig overtager voice-overen fra De Niro. Nu fortælles der om en forbindelse til en homoseksuel fyr ved navn Ferrie, som her ligner netop Joe Pescis “JFK”-karakter, David Ferrie.

Sådan bliver Frank Sheeran gangsterverdenens svar på Forrest Gump, der giver (endnu) et bud på, hvad og hvem der tog livet af først Kennedy og siden Hoffa.

Jimmy Hoffa spilles med vanlig manisk energi af Al Pacino, der som ingen anden kan svine en forsamling til som ’Dumb motherfuckers!'.

Han hygger sig som Hoffa i godt selskab med De Niro, der er den tavse mand i midten, som skyder frem for at stille spørgsmål.

Det er ikke stor kunst, men derimod genkendelig cinema fra Scorsese, der aldrig har formået at finde samme dybde i sine gangster-immigranter, som Francis Ford Coppola gjorde det med “The Godfather”.

Ganske vist spiller “Godfather”-kendingen “Speak Softly, Love” i baggrunden, da Frank bliver trukket ind i Bufalino-forretningen, men “Godfather” blev ikke til “Godfather”, bare fordi den var lang.

Det er “The Irishman”. En lang gangstersaga, som Martin Scorsese lavede dem, da Robert De Niro og Al Pacino endnu var unge.