Tony Stark uden jern på

Når det kommer til stykket, er det nok ret lige meget, hvad jeg synes om “Iron Man 3”. Jeg er ganske overbevist om, at uanset hvad min holdning er til dette seneste bidrag til Marvels superhelte-filmkavalkade, så ved de fleste allerede nu, om “Iron Man 3” er en film, de skal ind og se eller ej. Det er vel lidt ligesom at anmelde en af de senere “Harry Potter”- eller “Twilight”-film, hvor fanskaren er uimodtagelig over for kritik, mens skeptikerne er uimodtagelige over for ros. Hvorom alting er, må jeg altså indrømme, at jeg personligt fandt “Iron Man 3” ret så dårlig.

Filmens første og største problem er, at selvom den burde være simpel og nem at forstå, er det virkelig svært at hitte rede på plottet. Alligevel gør jeg et forsøg: Tony Stark har nu bygget sine dragter, således at de kan bevæge sig på egen hånd. Derudover har en superskurk ved navn Mandarinen set sig sur på USA (han er blandt andet meget irriteret over spådomskager og synes simpelthen, det er for dårligt, at USA ikke vil stå ved, at de er en amerikansk opfindelse). Samtidig introduceres vi for den mystiske Aldrich Killian, der har opfundet et potentielt farligt stof, alt imens en masse mennesker synes at blive meget varme, før de pludseligt eksploderer.

Sagt med andre ord: Der jongleres med mange bolde, og som så ofte i større Hollywood-produktioner formår “Iron Man 3” kun at holde dem alle i luften med en vis elegance i den første halve time. Derefter begynder forvirringen at sætte ind, og alting bliver rodet. Pludseligt ved karaktererne lige, hvor de skal gå hen, og hvad de skal gøre, og pludseligt har de lige trykket på nogle knapper, og med ét sidder de med nogle vigtige oplysninger. Som tilskuer tænker man først: ”det var nok bare mig, der lige var lidt uopmærksom”. Men som tiden går, begynder man at sande, at “Iron Man 3” nok ikke stiller så store krav til sit publikum, at den er svær at følge med i, og at forvirringen nok snarere skyldes en gammel klassiker: Dårlig historiefortælling.

Derudover er filmen fattig på velfungerende karakterer. Ud over Robert Downeys altid gemytlige Tony Stark bider man mere eller mindre kun mærke i Ty Simpkins, som spiller den lille dreng Harley. Til gengæld er filmen rig på virkelig dårlige karakterer. Den ellers talentfulde Rebecca Hall har fået sig en vattet, tandløs og frustrerende triviel rolle som en kvinde, man ikke kunne være mere ligeglad med, men som alligevel skal forestille at være vigtig her og der. Sir Ben Kingsley spiller Klementinen, og han må nok siges at være den dårligste skurk længe (filmen er slut, og jeg ved stadig ikke, hvad de ondes projekt var). Sidst, men ikke mindst, er Don Cheadle også med som en patriotisk version af Iron Man, og ja… det er bare underligt!

Man kunne formentlig have toleret de fleste af disse skavanker, hvis ikke filmen langt hen ad vejen havde været så kedelig, som den er. Jeg tror, problemet er, at når Tony Stark får jern på, så er han mere eller mindre uovervindelig, hvorfor filmen konstant må finde på årsager til, at dragten ikke virker. Det vil altså sige, at Iron Man for det meste ikke er Iron Man (hey, måske er det derfor, man har hele Iron Patriot-sideplottet med?). Og helt ærligt, det virker altså temmelig åndssvagt. På den anden side har jeg også svært ved at tage Iron Mans uovervindelighed seriøst, men hvis man er fan af de tidligere film, så vil man nok savne Tony Starks jern.