It Might Get Loud
Udgivet 13. jan 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Den afdøde amerikanske filmanmelder Gene Siskel havde en slags test, som han brugte, når han skulle vurdere film. Den gik i al enkelhed ud på at overveje, om filmens fortælling var mere interessant end en dokumentar om filmens skuespillere, der spiser frokost. Forstået på den måde, at hvis den ikke var det, så var det en dårlig film.
De tre musikere er The Edge fra U2, Jimmy Page fra Led Zeppelin og Jack White fra The White Stripes, og de tre repræsenterer ikke blot tre forskellige stilarter inden for rockmusik, men også tre forskellige generationer. De tre fortæller hver især om deres personlige forhold til musikken og prøver at forklare fascinationen ved guitaren. Det er selvsagt noget indforstået og temmelig nørdet, men også ret sjovt at høre om.
Jack White viser sig at være den udseendemæssigt mest farvefulde af de tre, men man fornemmer en skyhed og sårbarhed bag de kulørte klæder, og han beretter levende om opvæksten og kærligheden til den gammeldags bluesrock. De tre mødes, og selvom White forudser slagsmål og fjendtligheder, viser mødet sig at være en temmelig fredelig slags, hvor de tre udveksler erfaringer og spiller et par numre. Mødet er dog også den mest skuffende del af filmen, eftersom de tre viser sig at være en del mere interessante at høre på individuelt end i samlet flok. Uden en interviewer til at lede samtalen føles det lidt som at overhøre tre fyre sludre i et s-tog.
De tre spiller naturligvis også nogle glimrende sange sammen, men mere fornøjelse finder man i de arkivoptagelser af musikerne, hvor man ser deres ofte lidt kiksede begyndelser, inden de fandt sig til rette med deres instrumenter. Filmen får aldrig rigtig samlet trådene eller brugt historierne til noget særligt. Den virker da også derfor mest af alt som en samling anekdoter, der imidlertid er temmelig spændende at følge, hvis ens hjerte banker bare en smule for rockmusikken og de personligheder, der skaber den. Trods alt så er en guitar bare et stykke træ med et par snore på. Det er personen, der spiller på den, som skaber musikken.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet