På syretrip med Eik

Efter at “Steppeulven” havde fået lov til at ligge og vende i mit kranium et stykke tid, kom jeg efterhånden til den konklusion, at hvis man havde lavet en lineær og traditionelt spundet film om Eik Skaløe, så havde man nok misforstået ham. Men så kom jeg alligevel til at tænke på, at filmen jo netop insisterer på, at Eiks eksistentialistiske budskab er så simpelt. Eller gør den? Måske er den en satire over 60’ernes psykofarmakologisk selvudvikling med forskellige småfilosofiske lån fra østerlandsk tankegods? Eller også er den helt genial ved at koble Eiks kontrære og sarkastiske personlighed til filmens fortællestil? Eller… Åh pis, jeg har røget for lidt til at kunne rumme det her. Vi tager den lige forfra.

Altså: “Steppeulven” handler om Eik Skaløe, forsangeren i det legendariske danske syrerockband Steppeulvene. Sådan. Klart og utvetydigt. Eller. Nej… Faktisk er hans identitet som musiker lidt en biting. Den handler om Eik Skaløe. Og om Iben. Eller nok egentlig mere om Iben. Filmen hed oprindeligt Itsi Bitsi efter hendes kælenavn. Måske har den ændret fokus undervejs. Det kunne forklare nogle ting. Hvor var jeg? Nåja, Iben. Og Eik. Som elsker hinanden. Eller i hvert fald elsker med hinanden. Når Iben ikke lige elsker med andre, eller Eik ikke er forsvundet i hashtåger eller selvrealisering. Eik er forelsket i Iben, hvilket er slemt. For det med forelskelse og parforhold er jo besidderisk og reaktionært.

Det foregår i hippietiden. Eller det gør det så ikke rigtigt, for det meste af “Steppeulven” foregår før 1967. Men den rummer alle de traditionelle elementer af hippiekulturen. Eller måske snarere beat-traditionen.. Der er i hvert fald en masse sex og stoffer og nogle folk, der får tæsk af politiet. Faktisk er det nogle gange, som om filmen bevidst parodierer perioden. Måske fordi den ofte balancerer på kanten af folkekomedie. Det er absurd morsomt, når pladedirektøren (i en syret stuntcasting af Nikolaj Hübbe) hyrer Steppeulvene, fordi Eik har narret ham til at tage LSD. Men den er ikke fotograferet som en folkekomedie. Men som et episk drama med store naturtableauer og superprægnante shots, der tydeligvis inviterer til dybe og filosofiske fortolkninger.

Og så igen er der scener, hvor Eik er kaosguden, der med troldsplint i øjet kan se det absurde og lege med omverdenens forestillinger. I en genial scene konfronterer han bandkammeraten Stig Møllers kæreste, der er psykolog. De to bruger fem minutter på at dekonstruere hinandens personligheder og gnubbe lidt salt i sårene. Her er det nemlig, som om Eiks fortællerstemme og særpræg samtidig bliver filmens. Men to minutter senere er vi tilbage i slapstick og to minutter efter det er filmen tilbage i det tætte kærlighedsdrama, der er så uendeligt fascinerende i sin håbløshed. Fuck! Jeg får mentalt piskesmæld, og jeg har ingen stoffer til at tage det værste med.

Pointen er i hvert fald, at det er en sær film. Som eksempel på det er det først, da det bliver mest psykedelisk, at “Steppeulven” rigtigt hænger sammen. Nemlig da Iben og Eik vender tilbage til Danmark efter deres bevidsthedsudvidende rejser, og Eik i en massiv tåge af LSD, hash og så videre stifter Steppeulvene. Her samles alle trådene pludseligt til et overordentligt kulørt kludetæppe, som så efterfølgende rives op, da Eik forsvinder ud i den indiske ødemark. Det stritter i alle retninger på samme tid, men det gør Eik Skaløe også som person, så måske giver det alt sammen god mening. Måske.