Jack Reacher: Never Go Back
Udgivet 19. okt 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
De ved det vist godt selv. For den nye “Jack Reacher” har fået titlen “Never Go Back”. Det må nogen hos Paramount have studset over, inden de gav grønt lys til en sequel til den slags ‘pistol og næve’-action, der døde hårdt i halvfemserne. Det er igen Tom Cruise, der leger “Taken”, imens han venter på en lidt mere umulig mission som Ethan Hunt.
På den måde er “Jack Reacher: Never Go Back” alligevel præcis som “Taken” eller “John Wick” eller “Die Hard” eller lørdagsfilmen på TV3 med Mel Gibson, Steven Seagal eller Arnold. Det er håndlangere med sorte solbriller på i en bil – den ene affarvet blond, den anden med motherfuckerskæg. De overvåger Jack Reacher, fordi de er onde håndlangere. Han spiser inde på dineren. Styr på det. Nej, vent. Nu er han væk. Hvor? SLAM! Bilruden er knytnævesmadret ind. Bankekød til slemme drenge. ’Jeg kan ikke lide at blive overvåget,' siger Reacher og går. Han siger altid et eller andet smart lige inden eller lige efter, at han har nedlagt en slem fyr.
Sådan er det bare. Jack har altid regnet den ud, har altid ret. Ikke så sært, at militæret løb tør for medaljer i Major Reachers tid, som en skurk fortæller det, da det skal forklares, hvor vild en best of the best-type den her action-mand er. Derfor bliver det heller aldrig spændende. Ingen kan nå Reacher. Det bliver kun til fifty shades of håndkantsslag, når endnu en flok forbrydere følger helten ind i en skummel gyde. Her forklarer han dem, at han har tænkt sig at tæve dem. Og det gør han så.
Efter den første “Jack Reacher” blev instruktør Christopher McQuarrie forfremmet af Paramount til at lege “Mission: Impossible” med Tom Cruise som Ethan Hunt. Han slap væk. Og han vender nok aldrig tilbage igen. Hvem gider kedelige knytnæver, når man kan gøre det umulige? Jeg håber, Paramount nu har fattet beskeden: Gå aldrig tilbage til Jack Reacher!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet