En futuristisk screenlife-thriller med potentiale, men uden den nerve, intensitet og AI-kritik, der kunne have gjort ‘Mercy’ virkelig seværdig.

Forestil dig, at du vågner op, spændt fast i en stol, ansigt til ansigt med en dommer, der informerer dig om, at du er anklaget for mord. Du vil blive henrettet, medmindre du kan bevise din uskyld inden 90 minutter. Du har adgang til al eksisterende videoovervågning på nettet for at føre bevis for din sag og overbevise dommeren om din uskyld. Men netop al den private og offentlige overvågningsvideo kan også bringe dig tættere på en skyldkendelse.

Det bliver virkelighed for detektiven Chris Raven (Chris Pratt), der bliver stillet for retten, anklaget for at have myrdet sin hustru. Året er 2029, og Raven vågner op i en futuristisk retssal efter en brandert. Mens tiden arbejder imod ham, og mens hukommelsen svigter, skal han forsøge at finde sprækker i anklagerne ved at gennemtrawle optagelser af sig selv og pårørende.

Raven skal bringe sandsynligheden for skyld ned på 92 procent for at undgå øjeblikkelig henrettelse i den såkaldte Mercy Chair. Engang var han selv fortaler for systemet. Nu kan den afgøre hans skæbne, hvis han ikke kan bevise sin uskyld over for den avancerede AI-dommer Maddox (Rebecca Ferguson). Dette finder sted i et stadig mere voldeligt samfund, hvor retssystemet er blevet afhængig af AI til at behandle mistænkte forbrydere.

Det lyder umiddelbart som et afsnit af ‘Black Mirror’, men der er altså tale om den biografaktuelle action-thriller ‘Mercy’. I instruktørstolen og bag kameraet finder vi filmskaberen Timur Bekmambetov, der også står bag film som ‘Unfriended’, ‘Searching’ og ‘Profile’. Ligesom hans tidligere film er ‘Mercy’ kendetegnet ved den særegne screenlife-stil, hvor størstedelen af filmen udspiller sig på skærmen af en computer, tablet eller smartphone og viser begivenheder gennem skærmen, for eksempel via videoopkald, chats, e-mails og browsing.

Denne visuelle stil kommer til udtryk i filmen i form af politiets bodycam-optagelser, dørklokke-kameraer, mobilbilleder, indhold fra sociale medier samt offentlige videoovervågningskameraer – optagelser som stilles til rådighed for at imødegå Ravens argumenter for uskyld. Men spørgsmålet er, at dette er nok til at frikende ham?

Desværre lever ‘Mercy’ ikke helt op til den actionprægede intensitet, som den ønsker at lægge for dagen. Jeg kan ikke finde ud af, om det er Pratts manglende alvorlige miner eller de jævnt svage actionscener – måske en kombination – men filmen er altså ikke særlig spændende eller dramatisk for den sags skyld. Måske skyldes det Ravens hidsige tømmermænd, men han virker bare ikke synderlig nedtrykt over det pludselig tab af sin hustru. Lidt oprevet ja, men situationen taget i betragtning virker han aldrig for alvor presset af den nærtstående dødsdom.

Manglen på intens action kan også tilskrives den ellers interessante screenlife-stil. Både Raven og seeren sidder nok lidt for godt til rette i Mercy Chair – ironisk nok når der er tale om en decideret henrettelsesstol. Som en anden tilskuer til en film er man placeret “trygt og godt” væk fra den egentlige action, skærmet for den “risikofyldte” eftersøgning. På tilsvarende vis føler man som seer ingen fare for at flyve op af sædet af ren og skær spænding.

Vi kommer heller ikke udenom at berøre filmens umiddelbare AI-omfavnelse. Skønt den leverer en dystopisk dagsorden, og skønt vi i dag lever i en tid præget af AI-dominans, er ‘Mercy’ alt for eftergivende i dens skildring af kunstig intelligens. Jeg savner en dybereliggende kritik af Maddox’ altoverskyggende indflydelse på samfundet. Tværtimod går filmen nærmest hen og bliver en art reklame for AI. Undervejs er der endda et citat, der lyder: – Menneske og AI. Vi laver begge fejl. Og vi lærer af dem. I shit you not! Den er altså rivravruskende gal, når en sci-fi-thriller ligefrem fremhæver et tilsyneladende menneskeligt aspekt af AI’en uden i samme ombæring at kritisere den. I så fald tør jeg slet ikke tænke på, i hvilken grad AI er blevet brugt til at producere filmen.

Jeg vil gå så langt og kalde ‘Mercy’ en middelmådig film, både hvad angår plot, skuespil og action. Intet mere, intet mindre. Jeg vil kun anbefale at se den i biografen for at støtte de danske biografer – ellers behøver man ikke se den. Hvis man er nysgerrig efter screenlife-film som genre, vil jeg foretrække at se den nylige Netflix-dokumentar, nemlig ‘The Perfect Neighbor’, som trods grynede bodycam-optagelser leverer et desto mere intenst drama.

‘Mercy’ har dansk biografpremiere i dag.