Titanernes kamp

”Ét uheld kommer sjældent alene”, fastslår et gammelt ordsprog. I Hollywood sværger man til et andet mundheld: ”Én satsning kommer sjældent alene”. Så snart én filmskabelon viser sig at være bare nogenlunde succesfuld, følger utallige andre filmmagere trop, og således har de seneste par år budt på en lind strøm af filmatiserede fabler – fra “Red Riding Hood” og “Witch Hunters”, der henholdsvis tager afsæt i Grimms eventyr om Rødhætte og Hans og Grete, til 2012’s to Snehvide-film, “Lille spejl på væggen der” og “Snow White and the Huntsman”. “Jack the Giant Slayer” er det seneste skud på stammen.

Bryan Singers eventyrfilm sammenvæver to klassiske eventyr, “Jack Kæmpedræberen” og “Jack og Bønnestagen”, men ligesom flere af dens førnævnte artsfæller har den lidt svært ved at tilpasse sit folkeeventyrlige forlæg til en moderne actionfilm-ramme. I “Snow White and the Huntsman” kom den relativt høje intensitet og realismebetonede æstetik ofte i karambolage med historiens medfødte barnagtighed, og der sker noget tilsvarende her, hvor vi det ene øjeblik smiler af de fjollede kostumer og klukler af pudseløjerlige jokes og pruttende giganter, før en af disse kolosser pludseligt gnaver i et skrålende menneske, indtil vi hører knoglerne knække.

Skiftevis ovenud børnevenlig og temmelig brutal – “Jack the Giant Slayer” lider af dramatiske og indimellem distraherende humørsvingninger, der understreger, at Singer har haft svært ved at låse sig fast på en målgruppe, og at både en ny instruktør og en ny manuskriptforfatter blev hyret undervejs. “Disturbia”-instruktøren D.J. Caruso skulle oprindeligt have instrueret filmen ud fra et manuskript, som Singer fik omskrevet grundigt af sin “The Usual Suspects”-samarbejdspartner Christopher McQuarrie. Men Singer og McQuarrie er trods alt anseelige talenter, som i fællesskab begik førnævnte “The Usual Suspects” (som skaffede McQuarrie en Oscar) og den undervurderede 2. verdenskrig-thriller “Operation Valkyrie”, mens de hver for sig har lavet mainstreamperler som “X-Men 2” og “Jack Reacher”.

“Jack the Giant Slayer” er ikke i samme liga som duoens mange fuldtræffere, og både visuelt og fortællermæssigt er den så konventionel, at man ærlig talt ikke kan mærke d’herrers ellers karakteristiske, kreative fingeraftryk på det endelige produkt. Men hvorom alting er: Filmens 114 minutter rummer tilpas med veldrejet action (primært under filmens sidste halve time), romance og gemytlig humor til at sikre, at man aldrig keder sig, og foran kameraet er der også masser af stortalenter i hopla, der får filmens charmebarometer til at stige eksponentielt. Ewan McGregor er enormt elskelig som en galant, Errol Flynn-agtig ridder, mens Stanley Tucci tydeligvis også morer sig i rollen som en slesk undersåt med et gevaldigt tandsæt. Selv de mindste biroller spilles af dygtige herrer som Ralph Brown, Eddie Marsan og Ian McShane, så man føler sig altid i godt selskab.

Nicholas Hoult er en sympatisk herre, og som bitte, introvert knægt i “About a Boy” og blåfarvet mutant i “X-Men: First Class” understregede han, at han har potentialet til at blive en sværvægter inden for skuespillerfaget. Men i rollen som den heltemodige staldknægt Jack, der begiver sig op ad en tårnhøj bønnestage for at redde kongerigets prinsesse, er Hoult ude, hvor han ikke helt kan bunde. Jeg stoppede til sidst med at tælle, hvor ofte han gentager den samme ”nu skal jeg huske at få en klump i halsen og rynke brynene for at understrege min panik”-grimasse. Men Hoults karisma kompenserer fint for hans skuespillertekniske mangler, mens den jævnaldrende Eleanor Tomlinson vitterligt imponerer med en stålsat, Sigourney Weaver-inspireret præstation i rollen som Prinsesse Isabelle. Turtelduerne har gudskelov også en god kemi sammen.

Til gengæld ser de computergenererede kæmper skiftevis nogenlunde og temmelig uoverbevisende ud. Filmmagerne stilede angiveligt efter at gøre dem fotorealistiske, og hvis det er tilfældet, så har de fejlet fælt, selvom det er påfaldende, hvor meget en bussemandsgnaskende kolos ligner Bertel Haarder (jeg er stadig ikke sikker på, hvem der skræmmer mig mest). Men fordi filmen i forvejen er så overgearet og tegnefilmsagtig, og fordi væsnernes stemmelæggere (deriblandt en herlig, snerrende Bill Nighy) leverer replikkerne med manér, bliver det let at se bort fra de visuelle mangler – især under det sidste, storladne opgør mellem menneskerne og kæmperne, som er med til at sørge for, at dette traditionelle filmeventyr ender som en af de mest underholdende Hollywood-satsninger i et år spækket med blockbuster-brølere.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “Jack the Giant Slayer” kostede godt én milliard kroner at producere, så den bør se fantastisk ud i HD, og det gør den heldigvis også. Detaljerigdommen er gennemgående enorm, billedsiden er knivskarp, kontrasten er superb (der er forbavsende mange dunkle scener, men ingen vigtige detaljer går nogensinde tabt i mørket), og det samme er farvegengivelsen – bønnestagens lækre, grønne nuancer gør den direkte appetitvækkende. Jeg bemærkede aldrig banding, edge-enhancement eller andre visuelle skavanker.

Audio

Så snart filmselskabernes logoer tonede frem, og orkestrets pauker gav den gas, faldt jeg pladask for skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Det er simpelthen et fantastisk mix, der udnytter samtlige kanaler fornemt. Alt fra kæmpernes højtravende brøl til deres tunge skridt har masser af power. Din underbo vil formentlig tro, at vaskeægte kæmper har invaderet lejligheden ovenover. Samtlige replikker kommer klokkeklart igennem, og det samme gør John Ottmans grandiose musik, der ofte får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere, men som aldrig overdøver lydeffekterne eller dialogen på ubelejlige tidspunkter. Især actionsekvenserne lyder fantastisk, og det vrimler med pragtfulde panoreringer, men den auditive atmosfære er også dejligt levende under de mere stilfærdige scener – alt fra fuglekvidder og regndråber til fjerne vindpust og tordenbrag gør det lettere at leve sig ind i filmens fantasirige univers.

Ekstramateriale

Før udgivelsens hovedmenu dukker op, præsenteres man for en reklame for 3D Blu-ray (i 2D!) samt traileren til “Den store Gatsby”. Derudover er her knap 9 minutters slettede scener – deriblandt en ganske stemningsfuld, alternativ introsekvens. Man har dog tydeligvis ikke brugt tid på at færdiggøre computereffekterne til disse saksede scener. Her er også omtrent 3 minutters fraklip, som ikke er synderligt sjove, men som fornemt understreger, hvor svært det er at indspille scener med dyr.

Funktionen “Become a Giant Slayer” kan bedst beskrives som et interaktivt spil. Man præsenteres for en kæmpe bønnestage, som man kravler op ad ved at trykke på fjernbetjeningens piletaster, og undervejs får man mulighed for at vælge en gren og trykke, hvorefter man præsenteres for en minidokumentar. Her er i alt 9 af slagsen, som tilsammen varer omtrent 40 minutter og bl.a. fortæller om skabelsen af de computergenererede kæmper og de kulørte kostumer. Nogle gange skal man være hurtig til at trykke, før man bliver ramt af en kæmpe sten, for ellers skal man starte helt forfra, hvilket er en anelse frustrerende. Det er et originalt påfund, men det havde nu også været dejligt at have direkte adgang til alle featuretterne. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger en digital kopi af filmen, som kan afspilles via ens computer, tablet eller smartphone.