De skrigende vovehalse

I skrevne stund har “Jackass 3D” omsat for omtrent 155 millioner dollars på verdensplan. Filmen kostede blot 20 millioner at producere. Hvordan katten er det gået til? Hvorfor flokkes så mange biografgængere om biografen for at se en gruppe pubertære ungkarle komme galt af sted og boltre sig i tis, lort og opkast? Smut i biffen, snup 3D-brillerne på og læn dig godt tilbage, for så vil svaret hurtigt blive entydigt: Det er simpelthen afsindig god underholdning.

Ligesom de to forrige “Jackass”-spillefilm (og den oprindelige tv-serie) har “Jackass 3D” intet plot. Filmen består i stedet af en lang række enkeltstående sketcher, og de eneste røde tråde er den endeløse latter og de smertefulde skrål, der gennemsyrer filmens 94 minutter. Jackass-truppen består af Johnny Knoxville, Steve-O, Bam Margera, Chris Pontius, Ryan Dunn, Ehren McGhehey, Dave England, Preston Lacy og Jason “Wee-Man” Acuña, og de har hver deres specialitet. Knoxville kaster sig ofte ud i farlige stunts (han har en besynderlig forkærlighed for aggressive tyre), Pontius nyder at gøre folk forlegne uden en trævl på kroppen, Steve-O og Dave England “leger” hyppigt med bræk og ekskrementer osv.

94 minutters ofte vidt forskellige humoristiske indslag kan næsten ikke undgå at ende som en blandet landhandel, og det er “Jackass 3D” da også. Der er næsten ikke noget, der deler vandene mere end humor, men når d’herrer sætter liv og lemmer på spil under deres mange sindsoprivende stunts, er det i hvert fald svært for denne anmelder at holde latteren tilbage. Jeg har absolut ikke hang til de nærmest psykotiske “verdens sjoveste hjemmevideoer”-serier på fjernsynet, hvor et begejstret publikum griner højlydt over alvorlige ulykker og klip af hulkende børn, der kommer galt af sted. Forskellen her er, at Jackass-drengene tager hensyn til sikkerheden (som regel, i hvert fald), og at de iscenesætter og udfører alle deres opfindsomme stunts med et kæmpe smil på læben.

Gutternes entusiasme har altid været føljetonens største trumfkort. De efterhånden halvgamle drengerøve går i flæsket på hinanden med en gejst, der får barrieren mellem det hvide lærred og biografpublikummet til at krakelere med et brag. Der går blot få sekunder, før instruktøren Jeff Tremaine og alle hans vovehalse får tilskueren til at føle sig som en integreret del af drengenes vennekreds, og truppens smittende latter gør det også langt lettere at sluge de mange uheld, som heldigvis aldrig bliver fatale. Når “Jackass 3D” er bedst, føles den som en moderniseret udgave af de bedste slapstick-komedier fra stumfilmsæraen. Buster Keaton havde garanteret grint sin røv i laser.

Personligt har jeg dog aldrig været den store fan af franchisens mere vamle indhold. På et tidspunkt ser vi en række små, elektriske toge køre igennem et idyllisk modellandskab, før en af bakkerne ryster og en kaskade af misfarvet bæ farer op mod himlen. Den grønfarvede knold viser sig at være Dave Englands bagdel, som reagerer på en kæmpe dosis afføringsmiddel i mandens mavesæk. Jovist, det er da en original idé, men det er simpelthen så ulækkert, at man allerhelst bare vil kigge væk og kaste op. Nøjagtig lige så kvalmende er det at se Steve-O drikke al den sved, som den overvægtige Preston Lacy har dannet under sin motionstræning. Fy for pokker.