En film som “Jackass: Number Two” er uhyre svær at tildele stjerner. Der er selvsagt ingen traditionel narrativ struktur, intet plot, minimal interesse for æstetisk raffinement, og instruktøren og aktørernes primære funktion er at iscenesætte og udføre afsindige stunts, der ofte ender med en tur på hospitalet. Ens ‘nydelse’ af en film som “Jackass: Number Two” er direkte proportional med ens villighed til at slippe den indre drilske drengerøv eller tøsepige løs. Der er i hvert fald kneben plads til voksen ræsonnement, god skik og konservativ tankegang, når Johnny Knoxville, Steve-O, Wee Man og resten af de sprælske, frygtløse ungkarle sætter liv og lemmer på spil.

Nøjagtig ligesom tv-serien, der til dato har affødt to spillefilm og to såkaldte spin-offs, er “Jackass: Number Two” lidt af en blandet landhandel, hvor man skiftevis mores, chokeres og væmmes – nogle gange alt sammen på én gang. Der er mange forskellige meninger om Jackass-slænget og deres udskejelser, men mange føler sig forståeligt nok i godt selskab med drengene. Det skyldes især, at de alle er forbandet karismatiske og sympatiske, og fordi de tydeligvis prøver på at more sig og ikke blot vil skabe letkøbte sensationsoverskrifter i modsætning til f.eks. deres finske efterabere, ‘The Dudesons’.

Derudover er man også af og til nødt til at tage hatten af for gruppens forbløffende opfindsomhed – alene den fantastiske start, hvor mændene løber ned ad en gade i slow-motion på flugt fra en horde vrinskende tyre, akkompagneret af Ennio Morricones majestætiske musik, gør hele filmen værd at se. Et enkelt storslået musicalnummer er også aldeles fabelagtigt. Der er også adskillige stunts involverende skateboards, minimotorcykler, ski, indkøbsvogne, dæk og lignende, som sætter latteren i gang. Nogle af de mere kreative segmenter er også sjove, såsom scenerne, hvor Knoxville og produceren Spinke Jonze (manden bag bl.a. “Being John Malkovich”) ifører sig yderst troværdig make-up og leger gammel mand og kone.

Den venskabelige, godhjertede og fuldstændig pubertære atmosfære er dejlig smitsom. Men nogle ting er til gengæld så klamme og decideret afskyvækkende, at det er svært at trække oprigtigt på smilebåndet. Det gælder især de scener, der involverer afføring, hestesæd, kroge gennem kinden og bidende anakondaer – alle ubehagelige og irriterende mellemstationer mellem sjovere påfund.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Størstedelen af “Jackass: Number Two” er skudt på HD-video, og transferet er ganske godt. Billedet er en anelse blødt, kontrastniveauet svinger en anelse, og i enkelte scener er der lidt for meget gryn. Men filmens billedside ser omtrent lige så godt ud her på dvd som ventet. Der er ingen enerverende tilfælde af udtværing, digital støj eller edge-enhancement, og farvetemperaturen er stabil. På trods af, at filmen er blevet skudt på video, besidder transferet også et dejlig celluloidagtigt udseende.

AudioVisuelt har “Jackass: Number Two” et bevidst amatøragtigt look, og derfor giver det mening, at det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor ikke ligefrem er sprudlende og overvældende. Det er primært fronthøjtalerne, som er aktive, men baghøjtalerne bidrager også med et par overraskende effektive panoreringer. Al dialog er tydelig, selvom den måske ikke ligefrem lyder særlig sprød. Subwooferen er overraskende aktiv i flere perioder.

EkstramaterialeNår dvd’en lægges i afspilleren, præsenteres man for trailere til dvd-udgivelserne “Beavis & Butthead”, “Jackass”, “Barrio 19”, “Wildboyz” og “Viva la Bam”. Den morsomme trailer til “Jackass: Number Two” ligger også på skiven.

Kommentarsporet med instruktøren Jeff Tremaine, fotografen Dimitry Elyashkevich og størstedelen af performerne er herligt og mindst lige så sjovt som filmen. Mændene nyder at tage pis på sig selv og hinanden, og der er aldrig et øjebliks ro. Udover at være fyldt til randen med spydige kommentarer og fornøjelige jokes, så byder sporet også på flere fine anekdoter. Enhver fan bør lytte hele sporet igennem.

“The Making of Jackass: Number Two” (30 min.) er en overraskende informativ, interessant og gennemført dokumentar om tilblivelsen og iscenesættelsen af filmens stunts. Der bliver også talt en del om gutternes forhold til hinanden, og det er især interessant at høre om, hvordan flere af de planlagte optagelser gik i vasken, fordi mændenes popularitet gør, at de øjeblikkelig bliver genkendt.

Der er næsten en hel times ekstra optagelser i form af slettede scener og diverse fraklip. Noget af materialet er lidt tamt og med god grund ikke inkluderet i filmen, men der er også mange festlige momenter.

Et par tv-spots, en musikvideo og et billedgalleri runder pakken af.