Instruktør Jacques Tati, Frankrigs raffinerede svar på Blake Edwards, stod i sin tid bag en perlerække af komedier blottet for mange af de elementer, som nogle filmgængere ynder at tilskrive franske film: prætentiøse fortællinger, højrøvede karakterer og arrogant fortænkthed. Tatis stærkt fysiske form for humor benyttede sig primært af billedlig og lydmæssig stimuli frem for dialog til at frembringe latter. Kombineret med Tatis underfundige naivitet og evne til at skabe en helt unik, drilsk alternativ virkelighed rammer hans værker ofte plet på komediegenrens skydeskive. Tatis hovedværker udgives nu samlet i én dvd-udgivelse.

Tatis mest berømte karakter, den spøjse, beskedne hr. Hulot, dukkede først op i “Hr. Hulots ferie” og blev spillet af Tati selv. Hulot skulle vise sig at være så populær blandt både publikum og kritikere, at han blev det personmæssige omdrejningspunkt i alle Tatis sidste biograffilm. Tatis “Fest i byen”, den ældste af filmene i boksen, er en fin lille indikation af, hvad der var i vente, men så heller ikke meget mere. Den er lidt ujævn og slet ikke så visuelt eller auditivt stimulerende som Tatis senere film. “Hr. Hulots ferie” var Tatis næste film – en mere helstøbt film end “Fest i byen”, indeholdende flere fiffige komiske påfund.

I “Min onkel” tager Tati kampen op mod det moderne samfund, dets voksende materialistiske tankegang og snæversynede overklasse. Den legelystne dreng Gérard lever et gabende kedeligt liv med sine restriktive, navlepillende forældre i et enormt fashionabelt hus. Her fremstår alskens indbydende knapper og avancerede maskinerier ikke som de finurlige legeredskaber, de måske burde være. Gérard hungrer mere efter god, gammeldags spas, som kun hans ukomplicerede onkel (Tati igen) kan formå at diske op med. “Min onkel” er en af genrens største film overhovedet, og det kræver vitterligt mere end ét gennemsyn for at nyde alle filmens facetter. En livsbekræftende film om evnen til at finde barnet i os selv.

“Min onkel” var i sin tid en stor succes. Men Tatis næste film, “Playtime”, som han brugte årevis på, skulle vise sig at blive en finansiel katastrofe. Den ruinerede næsten Tati, og meget bedre gik det heller ikke med “Trafic”, som skulle vise sig at blive hans sidste store værk, før han døde i 1982 – og det på næsten samme tragiske facon som Orson Welles. Begge var de ofte stjernefunklende auteurs, som havde fløjet højt men landet med et brag. Synd og skam, fordi både “Playtime” og “Trafic” er, ligesom “Min onkel”, ofte opfindsomme, gennemførte og djævelsk morsomme. Ligesom med så mange andre kunstværker, er Tatis film kun steget i værdi efter hans død. Filmene fungerer ganske vist ikke altid, og der forekommer flere langstrakte scener, men for det meste er man kosteligt underholdt. Som helhed opnår filmene følgende karakter:

VideoFilmene præsenteres alle i deres respektive originalformater. “Playtime” i 1.85:1 anamorphic widescreen format, resten i 4:3 Full Screen format. Jo nyere filmen er, desto bedre ser den ud og for det meste ser filmene ganske hæderlige ud. Farverne afspejler fint de oprindelige negativer, mens alle fem film ser tilpas skarpe ud. Der er dog en smule udtværing (dette er især tydeligt på ensfarvede baggrunde), og ligesom forventet er der en del digital støj – både enkelte komprimeringsfejl og billedlige fejl på grund af kildematerialets alder og tilstand. Men der er ingen synderligt distraherende aspekter af disse billedsider, som vil være til gene for den almindelige seer.

AudioLydsporene er en dejlig positiv overraskelse, især fordi coverne fejlagtigt rapporterer, at filmene bliver præsenteret i Dolby Digital mono. Det viser sig faktisk, at filmene indeholder Dolby Surround 2.0, hvilket naturligvis er dejligt, idet Tati var meget bevidst om brugen af lyd. Ingen vil dog blive blæst omkuld af disse hæderlige 2.0-spor. Sporene synes at være blevet godt renset, så det for fransktalende garanteret vil være let at tyde, alt hvad der bliver sagt (selvom Tati var kendt for at fremhæve lydeffekterne og nedtone talen). Også musik og lyd kommer fint og klart igennem.

EkstramaterialeHvis man studerer omslagene til de 5 dvd’er, vil det hurtigt blive klart, at de alle indeholder tre Jacques Tati kortfilm. Men det er dog desværre de samme tre kortfilm, der befinder sig på alle 5 discs. Men de er alle ganske gode, om end lettere rodede og ujævne, og det er interessant at se udviklingen fra film til film. Det drejer sig om “Træn din venstre hook” (12 minutter) fra 1936, “Skolen for postbude” (15 minutter) fra 1947 og “Aftenskole” (27 minutter) fra 1967, hvori hr. Hulot også figurerer.

Boksen indeholder også en 6. disc med den oprindelige, urestaurerede sort/hvid udgave af “Fest i byen”. Kvaliteten er ikke ligefrem høj, men det er fint at have mulighed for at studere begge udgaver. Derudover byder æsken også på lidt tekstlig info om Tati.